Får vi nu indian summer?

Efter kølige dage med heftig regn venter en periode med sol og tørvejr. Men hvad skal man kalde det?

En periode med sommerligt vejr udenfor den egentlige sommerperiode kaldes ofte indian summer. (© IRIS)

Selve udtrykket "indian summer" bliver brugt i flæng og der findes hverken en definition eller en entydig oprindelse af udtrykket. I vore nabolande har man også andre ord for vejrfænomenet.

Men der er bred enighed om, at vi taler om en periode med sommerligt vejr udenfor den egentlige sommerperiode. Så langt så godt.

Flere ingredienser

I den almindelige forståelse af udtrykket "indian summer" ligger selvfølgelig, at temperaturen er relativ høj, og at solen skinner. Det er vel minimumskravet.

Så kan man diskutere hvor høj temperaturen skal være og hvor megen sol, der kræves. Det er også et åbent spørgsmål om, hvilken dato sommeren slutter, så man kan bestemme, om vi er "udenfor" sommerperioden.

Efteråret betyder også, at bladende skifter til de brædnte brune, røde og orange kulører. (Foto: © Tove Skipper, Brugerbillede)

Nogle hævder også, at der i ordet "indian" ligger, at løvet på træerne skal være rødt. Og så langt er naturen ikke kommet endnu. De rødlige farver kommer nemlig først for alvor efter den første nattefrost.

Definition

Der findes ingen officiel definition på "indian summer". Derfor kan man ikke forudsige, om vi får "indian summer" i denne uge. Dog er vi sikre på, at det bliver en lun og forholdsvis solrig uge, selvom der også kommer flere skyer og enkelte regnbyger i sidst på ugen.

I Danmark har vi officielle definitioner på sommerdage, varme- og hedebølger med videre. Da jeg for nogle år siden arbejdede på TV2-vejret, opfandt vi både en definition og et nyt navn på vejrfænomenet kendt som "indian summer".

Hvide rønnebær indikerer efterår i Haslev. (Foto: © Erik johansen, brugerbillede)

Vi kaldte det for "løvfaldssommer" og satte definitionen sådan: Minimum 3 dage i træk efter efterårsjævndøgn, hvor temperaturen et eller andet sted i Danmark (official målestation) kommer op på minimum 20,0 grader.

Ingen løvfaldssommer i denne uge

Hvis vi sammenholder den aktuelle vejrsituation med TV2-definitionen, så bliver det ikke løvfaldssommer, fordi vi endnu ikke er forbi efterårsjævndøgn endnu.

Men vi kan godt nå 3 dage i træk med 20 grader et eller andet sted i Danmark. Det er dog langtfra alle, der kommer til at opleve de 20 grader.

https://www.facebook.com/DRVejr/videos/985324371491086/