Foråret har givet fire sommerdage

Maj måned har været gavmild med sommervarmen.

Bornholm stråler i solskinnet og de høje temperaturer. (Foto: © Marianne Behm Sørensen, brugerbillede)

2016 har indtil videre været leveringsdygtig med fire sommerdage, alle sammen i maj måned.

De første to lå 9. og 10. maj, og nu igen i går og i dag, 23. og 24. maj.

Spørgsmålet er så, om vi kan nå det, vi kalder en varmebølge, som er tre dage på stribe med over 25 grader.

En landsdækkende varmebølge er udelukket, men Københavnsområdet kan få en lokal varmebølge i morgen. Det ser dog ud til at blive lige i underkanten med de seneste prognoser.

Kun sommer i øst

Sommertemperaturerne fordeler sig ikke retfærdigt til hele landet. De høje temperaturer over 25 grader ligger på Sjælland og Bornholm i dag, mens man de fleste steder i Jylland på Fyn og til dels på Lolland kun har temperaturer omkring 14 - 15 grader som det højeste.

I morgen bevæger sommervarmen sig dog lidt længere vestpå, dog kun til de sydligste egne, så man måske også i Syd- og Sønderjylland, trekantområdet og på Fyn kan ramme noget, der ligner sommervarme.

Sommervarmen breder sig længere mod sydvest i morgen onsdag. (© DR)

Varme dage kommer i klumper

En varm dag kommer sjældent alene. Det skyldes, at den slags dage som regel falder i forbindelse med store højtryk, og dem er der ikke meget fart på, så vejrsituationerne ændrer sig ikke særlig hurtigt.