Glad for sol og sommer? Så søg mod Bornholm, for nu kommer regnen

Skybrud kan i dag ramme lokalt flere steder i Jylland.

Stort set kun Sjælland og Nordjylland går fri for regnen. (Arkivfoto) (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Efter mange dage med høj sol og trykkende varme skal mange i dag skifte solcremen ud med paraplyen.

Det fortæller DR's vejrvært Simon Brix.

- Allerede i går varslede DMI skybrud, men der kunne man ikke lokalisere, hvor det ville ramme. Ifølge vores data er det Jylland, der bliver hårdest ramt, siger han.

I den sydvestlige del af landet er regnen allerede begyndt.

- I løbet af dagen bevæger bygerne sig op langs den jyske højderyg. De kan være lokalt kraftige, og risikoen for skybrud eksisterer stadig, lyder det fra Simon Brix.

Sol på solskinsøen

Et skybrud defineres ved, at der falder mindst 15 millimeter regn på en halv time.

Også på den vestlige del af Fyn skal man forberede sig på et skift i vejret, men kommer man længere øst på, kan man formentlig godt undvære regntøjet.

- Som det ser ud lige nu, står Sjælland til at gå næsten fri, og Nordjylland ser nok også kun få rester af bygerne. Men vi kan med sikkerhed sige, at der, hvor det holder sig tørt, er Bornholm, hvor de får sig endnu en sommerdag, siger Simon Brix.

  • Unge fyre nød solen på Ofelia Plads i København fredag den 7. august. (Foto: © Claus bech, Scanpix)
  • Strandgæster solbader og svømmer under hedebølgen ved Saksild Strand nær Odder. (Foto: © Helle Arensbak, Scanpix)
  • Landmændene har haft tørvejr til høsten. Her ses en mejetærsker i en stor støvsky nær Nørholm i Himmerland. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)
1 / 3

Det bliver dog ikke for alvor koldt i dag med temperaturer, der holder sig omkring de 20-24 grader. Områderne, der går fri for regnvejret, får det endnu varmere.

Skiftet i vejret betyder farvel til en landsdækkende hedebølge i en august, der er kommet meget varmt fra land.

Det behøver dog nødvendigvis ikke være det endelige farvel til sommeren i år.

- I den her omgang er det slut, men ude i horisonten har vi mulighed for et højtryk, men det er stadig alt for tidligt at sige mere om det, siger Simon Brix.