Glæd dig til weekenden

Der kan stadigvæk komme byger de nærmeste dage, men weekenden ser helt fin ud.

Solen kommer frem gennem morgentågen (Foto: © Tove Skipper, brugerfoto)

Der er bestemt noget at glæde sig til i weekenden. Det bliver tørt og der kommer en del sol. Samtidig bliver det bare en let nordvestlig vind, så selvom temperaturen ikke kommer væsentligt over de 15 grader, vil det føles behagelig lunt. Det er dog slet ikke noget, der kan sidestilles med den såkaldte "Indian summer". Der skal vi have temperaturen op omkring 20 grader.

Hav lidt tålmodighed

I dag kan der komme nogle byger rundt omkring i landet, men de fleste vil få tørvejr. Vest for Storebælt vil skyerne dominere, men øst for er der rimelige solchancer. Temperaturer typisk op til 16-17 grader og ret svag vind. Torsdag ser det pænt og tørt ud det meste af dagen, men til aften kommer der et regnvejr ind til Vestjylland og regnvejret vil bevæge sig østpå i løbet af aftenen og natten, så alle får en sjat vand.

Så lysner det

Fredag kan der komme nogle enkelte byger, spredt over landet, men solen vil også være der og generelt vil dagen blive pæn med en jævn vestenvind. Lørdag og søndag drejer vinden til nordvest og det er mere tør luft, der blæser ned over os. Det betyder mere sol og ikke mere regn. Men vind fra nordvest er sjælden varm, så vi holder dagtemperaturerne på 15 - 16 grader.