GRAFIK August gav os lidt mere sol

Den sidste sommermåned - ifølge kalenderen - napper ingen placeringer i top eller bund over augustmåneder. De tørre og våde tal får du nedenunder.

(© DR)

Bare ben, solbrillerne på næsen og aftensmad på en lun aften den sidste dag i august. Sommerens sidste måned, august, satte et lunt og solrigt punktum med 23 grader flere steder i landet.

Måneden har ellers også budt os en del regn, selv om den er en anelse mere tør end en gennemsnitlig august, ifølge DMI's vejrarkiver.

I august i år har vi fået 60 millimeter regn, hvor det har fordelt sig meget forskelligt. Det var især den 3. og også 28. august, vi måtte slå paraplyen op og finde læ for regnen.

Måneden gav os desuden den varmeste dag i år med de 31,6 grader, som DMI har målt i Abed på Lolland og i Holbæk.

DR Vejret har hele måneden fået masser af fine billeder fra det noget forskellige vejr, vi har oplevet. Lige fra tågede morgener til rulleskyer før tordenvejr og til de farvestrålende motiver fra byen og høstede marker.