Sensommerlune, sommerlige og svedige septemberdage. Disse ord har vi stødt på igen og igen i historier om vejret i september i år.
Og denne, efterårets første måned, har da også været præget af sommervejr i så stor grad, at måneden er tæt på at indtage pladsen over den varmeste september, som DMI har registreret siden 1874, hvor instituttet begyndte at måle og registrere temperaturer.
Denne førsteplads kommer september i givet fald til at dele med september 2006 og 1999, hvor gennemsnitstemperaturen endte på 16,2 grader.
Mangler stadig tal for to dage
Tallene fra DMI for denne september er opgjort til og med den 28. september, derfor skal der tages forbehold for de endelige tal, men gennemsnitstemperaturen er forholdsvis sikker, siger seniorklimatolog Mikael Scharling fra DMI:
- Temperaturen lander enten på 16,2 eller 16,3 grader, mens mængden af regn er mere usikker.
Til og med den 28. september har vi haft 23 millimeter mod de 73 millimeter, som en gennemsnitlig september har. Så slutter måneden med 30 millimeter tager den en delt 13. plads over de mest tørre septembre.
Mange husker måske kun én dag med regn både dag og aften. Det var 4. september, som var særdeles våd i det meste af landet.
Solskinstimerne tangerer en rekord med de formentlig 200 timer, som måneden slutter med. Holder timerne stik, vil september tage andenpladsen kun overhalet af september 2002, hvor solen skinnede i 200 timer.
