Sensommervarmen fra syd blæser fortsat op til os, og den giver endnu en svedig dag med høje sommertemperaturer. Det er Østdanmark, der kommer til at svede mest med de omkring 28 grader og lokalt op til 30 grader flere steder.
De vestlige egne får det lidt køligere med 23-25 grader, når skyer trækker ind fra vest og dæmper varmen en smule.
Med de høje temperaturer igen i dag kan der være mulighed for at slå de 30,5 grader, som DMI målte i går i Tønder. Det er den varmeste dag i år.
Vinden skifter til vest
Store Jyndevad i Sønderjylland fik 30,3 grader, og Holbæk satte rekord for Sjælland med 29,3 grader, siger DMI.
Fredagen lægger ud med en sol og tørvejr, men senere tager skyerne, der trækker ind fra vest, magten og de kan måske have lidt regn med sig.
Vinden blæser fra syd og senere sydvest og vest og den er let til frisk. I nat løjer den lidt af og drejer mest i vestlig retning.
Mens fredag skifter til lørdag, daler temperaturerne til mellem 13 og 18 grader.
Vejret skifter i weekenden
Det varme sensommervejr bliver i weekenden skiftet ud med mere omskifteligt vejr med sol, skyer og regnbyger og de mere velkendte temperaturer omkring 18-23 grader. Det sker når en svag koldfront passerer Danmark fra vest i løbet af i dag og natten til lørdag.
