Ildkugle over Danmark - meteoritter kan være faldet ned i Jylland

Aarhus Universitet søger hjælp hos folk, der enten har set meteoren - eller har fundet en af meteoritterne.

Ildkugle set fra Silkeborg 4. marts. Video: Jesper Grønne

En ildkugle kunne natten til lørdag den 4. marts ses på himlen i store dele af Danmark, og resterne af den kan som en eller flere meteoritter være faldet til jorden i det sydlige Midtjylland.

Meteoren ramte Jordens atmosfære i 90 kilometers højde med en hastighed på næsten 65.000 kilometer i timen og begyndte omgående at brænde - og kunne da ses som en ildkugle.

Da den blot 4,5 sekunder senere nåede ned i en højde på 30 kilometer, slukkede ildkuglen på grund af opbremsningen og afkølingen.

Det blev fanget af kameraer opsat til formålet i Danmark, Norge og Tyskland, og ved hjælp af de i alt ni kameraer har ildkuglens bane kunnet bestemmes.

Ildkuglens beregnede bane over Jylland fra den mødte Jordens atmosfære i 90 kilometers højde, til den slukkede i 18 kilometers højde. (Foto: © Norsk Meteornettverk/DR Vejret)

Efter ildkuglen brændte ud og ikke længere kunne ses på kameraerne, var den fortsat videre mod syd

- Ifølge beregningerne har ildkuglen bevæget sig fra nord mod syd hen over Midtjylland, og en eller flere meteoritter kan være faldet ned i et område mellem Sønder Omme og Filskov og herfra ned til Grindsted, siger Ole Knudsen, kommunikationsmedarbejder på Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet.

Det er i det område, Ole Knudsen appellerer til, at de, der eventuelt har set ildkuglen, kontakter Aarhus Universitet.

Det samme gælder, hvis nogle skulle have fundet en eller flere af de formodede meteoritter.

Ellers er det nu, den store meteoritjagt går ind.

- På de videoer, der er taget af ildkuglen, kan vi se, at den bryder op i tre stykker, inden den slukker, så vi formoder, at tre større meteoritter på størrelse med en knyttet hånd kan være faldet til jorden i området omkring eller nord for Grindsted, siger Ole Knudsen.

Beregning af, hvor der størst chance for at finde en af af meteoritterne.

Dette skal du lede efter

Meteoritterne kan ligge overalt i dette område, men Ole Knudsen har nogle gode råd, hvis man vil ud og lede.

- Afsøg de nemme steder. Det kan være en parkeringsplads, et fortov eller en flisegang. En meteorit kan også havne i tagrenden. Højt græs buskads eller en skov kan derimod være svære steder at finde en meteorit, forklarer Ole Knudsen.

Meteorit fra asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter. (Foto: © Jesper Grønne)

Det, man skal lede efter, er en sten, der er sortbrændt med en glaseret overflade. Typisk er den sort eller mørkebrun, og så kan den efter de seneste dages regnvejr have afmærkninger af rust.

Er meteoritten brækket i stykker, kan den være brunlig eller grålig - og kornet indeni.

Kan være meget værdifulde

Finder man en meteorit, kan den ikke beholdes. Meteoritter er danekræ, der er betegnelsen for jordfundne, naturskabte genstande af enestående naturhistorisk værdi. Ligesom danefæ tilhører danekræ staten og skal afleveres til et af statens naturhistoriske museer.

Finder man en meteorit er der dog en findeløn. Beløbet afhænger af, hvor sjælden og hvor stor meteoritten er, og beløbet kan være ganske betragteligt.

- Der er nogle meteoritter, der er meget sjældne - og så snakker vi 40-50.000 kroner per gram, og der er nogle, der er lidt mere almindelige, så snakker vi omkring 1.000 kroner per gram, forklarer Ole Knudsen.

Er sandsynligvis en asteroide

Meteoriten, der måske ligger et sted i det sydlige Midtjylland, kommer langvejs fra.

Beregningerne viser, at meteoritten stammer fra asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter, og det mest sandsynlige er, det er en en asteroide, der er trængt ind i jordens atmosfære.

- Umiddelbart vil jeg anslå det til med 98 % sandsynlighed at være rester af en asteroide, man kan finde. Der er også en anden mulighed, men den er ikke særligt sandsynlig. Og det er, at meteoritten kan være fra Mars, siger meteoritekspert Henning Haack.

Sjældent af finde metoritter i Danmark

Uanset om de mulige meteoritter nær Grindsted stammer fra en asteroide eller Mars, så er det en sjældenhed at finde meteoritter i Danmark.

Kun syv gange er der fundet meteoritter i Danmark, hvoraf de fire er fra kendte meteoritfald.

Et af de seneste store meteoritfund var i februar 2016, hvor en meteorit faldt ned vest for København.

Meteoritekspert Henning Haack fremviser en af de meteoritter, der blev fundet i Ejby i 2016. (Foto: © Jens Dresling, Jens Dresling)

Mange mennesker i Københavnsområdet så det kraftige lys gennem skyerne, og mange hørte overlydsbraget. Dagen efter fandt en familie en sort sten på godt 50 gram udenfor deres hus ved Ejby - det var det først fundne eksemplar af den nye meteorit.

Den følgende dag fandt en murermester i Herlev en smadret meteorit på sin lagerplads. Den var omkring tyve gange så stor som den første, men var gået i mange små stykker, da den ramte betonfliserne.

Senere fik Statens Naturhistoriske Museum indleveret flere større eller mindre eksemplarer. Meteorittenen er en ordinær kondrit, altså en stenmeteorit. Staten udbetalte over to millioner kroner i godtgørelse til de heldige og dygtige findere.