På trods af skyer i store dele af landet kunne man gennem huller i skydækket søndag aften og natten til i dag flere steder se et flot nordlys, der viste sig med grønne og violette farver på nattehimlen.
Som altid tog flere kameraet med ud i aftenmørket. Nogle af de flotte billeder kan du se her på siden.
Nordlyset opstod i forbindelse med en kraftig geomagnetisk storm på jordens magnetfelt, efter elekstrisk ladet plasma blev sendt afsted fra Solen i forbindelse med et soludbrud fredag. Plasmaskyen ramte Jordens magnetfelt søndag aften.
Ud over at kunne ses fra Danmark var den geomagnetiske storm så kraftig, at nordlyset kunne ses langt ned i Europa. Ifølge Spaceweather.com blev der set nordlys i både Berlin og nær Dijon i Frankrig.
Der er det kommende døgn kun en lille chance for at se nordlys i Danmark.