I takt med at den globale temperatur stiger, så falder bestanden af isbjørne i den vilde natur.

Og det sker faktisk i drastisk grad, viser en ny rapport fra The Igloolik Research Center, en afdeling under den canadiske regerings miljøafdeling.

Og selvom vi kan være glade for, at vi ikke støder på det flere hundrede kilo tunge rovdyr med appetit på sælspæk, så er problemet, at mange af isbjørnens typiske byttedyr heller ikke så ofte møder den hvide bjørn.

Klimaforandringerne har nemlig betydet, at isbjørnen har langt sværere ved at finde føde. Det forklarer den danske isbjørneforsker Thea Bechshøft fra Polar Bear International, der er en non-profit organisation, der arbejder for at sikre isbjørne i hele verden.

- Isbjørnens naturlige habitat er isflagerne. Den har specialiseret sig gennem millioner af års evolution i at finde og jage sæler derfra. Og når isen forsvinder, så går det ud over isbjørnens muligheder for at finde føde, siger hun.

I rapporten, der bygger på en overvågning af isbjørnebestanden i området Western Hudson Bay i Canada, kan man blandt andet læse, at isbjørnebestanden er faldet 27 procent siden sidste optælling.

Mindre føde giver bølger i økosystemet

Isbjørnen har i forvejen status som "sårbar" i forhold til nedgangen i antallet, men især når man kigger på dens muligheder for at finde føde i fremtiden.

Forskerne i Canada har overfløjet områderne i Western Hudson Bay siden 2011, og det er på den baggrund, de løbende har kunne følge med i, at der var færre bjørne på isen.

Fra 1980 til 2023 er temperaturen i området steget med 3,5-4 grader, og samtidig er der 40 færre dage med is.

Og isen har en enorm betydning både for dyr og mennesker, understreger Thea Bechshøft.

- Det er virkelig vigtigt at huske, at det drejer sig om så meget mere end den ene art. Ved at beskytte havisen beskytter vi det arktiske maritime økosystem, og den reflekterende havis, der er med til at holde vores globale temperatur nede, siger hun.

Mindre havis har betydning i hele fødekæden. Det giver nemlig færre alger under isen, og det betyder mindre mad til resten af fødekæden. Det gælder blandt andet fisk, som sælerne lever af.

Og færre sæler giver færre måltider til isbjørnene, der i forvejen har fået meget dårligere mulighed for at fange dem. Og det er altså den konsekvens af klimaforandringerne, som de canadiske forskere har kunnet følge med siden 1980’erne.

I 1987 talte de omtrent dobbelt så mange bjørne, som i dag, men med en anden målemetode. Det betyder, at tallene ikke direkte kan sammenlignes, men der er ingen tvivl om tendensen.

- I dag bruger isbjørnene længere og længere tid på land, hvor de ufrivilligt faster. Isbjørne er intelligente, opportunistiske og nysgerrige. De spiser bær, græs og jeg har sågar set en isbjørn, der jagtede mus, siger Thea Bechshøft.

Besværlig kost

Og netop andre kilder til mad kan fremstå som en naturlig måde mulighed for overlevelse for bjørnen. Men det er desværre ikke en langsigtet løsning.

Tilbage i 2021 opdagede en gruppe forskere i Svalbard en isbjørn, da den på utraditionel vis jagtede et rensdyr og druknede det.

Svalbard er en norsk øgruppe, der ligger nordligere end Western Hudson Bay, og Thea Bechshøft tror ikke, at den ene isbjørns alternative talent kan afspejle en mulig udvikling i isbjørnens jagtvaner.

- Det er simpelthen så usædvanligt. Det er én isbjørn, der har udviklet en teknik, hvor den kan fange rensdyr. Men det er ikke et dyr, de ellers kan fange. Isbjørne er hurtige på kort sigt, men de er ikke effektive over længere distancer. De overopheder, fordi de har så meget fedt og pels, så de har ingen chance mod rensdyr, slet ikke på land, siger hun og tilføjer, at selv når isbjørnen har held til at nedlægge et rensdyr, så matcher det ikke, hvad isbjørnen har brug for.

- Der er ingen energi i den, så det er ikke det samme, som når de fanger en fed sæl. Isbjørne er lipivore, det vil sige, at de er fedtspisere, siger forklarer hun.

Ingen løsning mod nord

Isbjørne er meget udholdende og er vant til at tilbagelægge store afstand, både på land og i vand. Men selvom en oplagt løsning for isbjørnen kunne være at drage længere mod nord, er det heller ikke en holdbar løsning. Også her er der nemlig stigende temperaturer, og derved mindre is, og så giver havmiljøet også helt andre betingelser.

- Vandet er meget dybere, når vi nærmer os Nordpolen, så det er ikke så produktivt. Der er ikke så mange alger, og næringsstoffer fra for eksempel en død fisk, der synker mod bunden, bliver ikke hvirvlet op igen, og kan derfor ikke blive til føde til andre dyr. Så det er slet ikke de samme vilkår, vi har der.

- Ultimativt, så frygter jeg, at vores planet bliver varmere, og så forsvinder isen, formentlig endnu hurtigere end vi allerede har set. Fjerner du isen, er det isbjørnens habitat, du fjerner, så de har ikke adgang til føde, der kan holde dem sunde og raske og reproducere noget. Så det vil få dem til at forsvinde.

Selvom rapporten kun undersøger en andel af klodens isbjørne, så ved Thea Bechshøft, at tendenserne kan overføres til de andre steder med isbjørne.

- Det her er en af de 19 subpopulationer, vi oprerer med, men ultimativt, så viser det, hvad vi enten ser allerede eller ser kommer til at se i hele arktisk.