Juli slutter af med lidt af det hele

Igen i dag er der byger på spil over Danmark, men sol og et sammenhængende regnområde spiller også en rolle for vejret i dag.

Vejret 31. juli 2016 (Foto: © DR vejret, DR vejret)

I det meste af Jylland vil den dagen igennem stå på drivende skyer med sol ind imellem. Lejlighedsvis kan der komme en byge, der kan have lidt torden med sig.

Temperaturen ligger omkring 20 grader. I de østlige egne måske lidt over, og ude ved Vestkysten nok lidt under. Vinden er svag til frisk fra vestlige retninger.

Skyer fra syd

Sidst på formiddagen og til eftermiddag driver et sammenhængende skydække fra Nordtyskland ind over Sønderjylland, Fyn og senere Sjælland og Øerne. Det gør det svært for solens stråler at trænge igennem, og i perioder vil det også regne.

Hen mod aften driver skyerne over mod Bornholm, og efterlader resten af landet med drivende skyer, sol ind imellem, og en byge af og til.

Spænding om nattens vejr på Solskinsøen

Til aften og i nat er det lidt spændende, hvad der sker med skyerne over Bornholm. Prognoserne er nemlig ikke helt enige om, hvad der sker med dem.

En prognose har skyerne til at drive længere mod øst, hvilket giver en tør og delvist klar nat over Bornholm.

Men en anden prognose viser flere skyer og regnvejr. Hvis den sidste prognose får ret, står det til at blive en meget våd nat på klippeøen.

Det bliver interessant at se, hvilken prognose der får ret.