Kulden er over os igen, og der er længe til lunt forårsvejr

Frostgraderne slipper os ikke helt foreløbig, men ugen byder også på lunere vejr.

Skyet over vandet fra Aarhus mod Samsø, og denne uge er nogen af skyerne med sne- og sludbyger. Foto: Asbjørn Hagen Nielsen

Kalenderen siger forår, uret er stillet til sommertid, men hold øjnene fra vejrudsigten og termometeret disse dage, hvis du vil opretholde billedet af forår.

Ovenpå en uge med temperaturer pænt over 10 graders varme, har vi nemlig igen taget et dyk til -6,5 grader mandag morgen. Og kampen mellem kold- og varm luft er endnu ikke afgjort, siger meteorolog ved DR Vejret Mikael Jarnvig.

- Generelt er det jo sådan på denne tid af året, at varmen ligger i Sydeuropa og kulden fortsat har fat i den nordligste del af Europa og Norskehavet. I grænseområdet mellem den varme og den kolde luft dannes lavtryk, der blander luftmasserne og giver regnvejr. Det er den situation, vi har haft indtil i dag: Mest vind fra sydvest og vest med relativt mildt vejr og regn hver anden dag.

Det er fra vores naboer mod nord, at vi i disse dage får luften fra, og det bringer termometeret tættere på et niveau, der hører vinteren end foråret til.

- I nat skete der så et omslag, idet den kolde luft fra nord trængte ned over Danmark på en mere vinteragtig måde. I de højere luftlag er luften så kold, at al nedbør dannes som sne og den når ikke at tø, før den rammer jorden, fordi det kun er på de allersidste meter, der er plusgrader.

Selvom temperaturen i dagtimerne er stigende de kommende dage, så har de prognoser, der rækker længere ind i april, fortsat nattefrost. Grafik: Mikael Jarnvig

Marts slutter koldt, og april starter ligeså

Det har generelt været en marts måned, hvor temperaturen har ligget under, hvad vi er vant til.

I en stor del af måneden var vi væsentligt under klimanormalen for middeltemperatur, men den er i skrivende stund lige sneget så op på normalen på 3,3 grader. Det bliver dog ikke månedens sidste uge, der trækker ret meget mere i den lune retning.

Selvom vi senere i denne uge igen kan se, at termometeret er oppe omkring 10 graders varme, så vil det stadig være meget kolde nætter.

Og det kræver et vejrskifte, hvis vi skal nå over det niveau. Det forklarer Mikael Jarnvig.

Mandag formiddag blev det aktuelle forår krydret med lidt vinterlige strøg, da snebyger trak over os. De kan komme flere gange i denne uge. Foto: Charlotte Nielsen

Hvis vi skal have "rigtigt forårsvejr" - altså sol, svag vind og 10 - 15 grader, så skal vi have lavet om på hele fordelingen af høj- og lavtryk over Europa. Det kræves, at vi får et større og stabilt højtryk op over Mellem- og Nordeuropa så den lune luft kan komme længere mod nord og solen kan varme om dagen.

Kigger man nærmere på prognosen, der rækker ind i april, finder vi stadig temperaturer under frysepunktet i nattetimerne. Og Mikael Jarnvig vurderer også, at vi skal være tålmodige, før termometeret første gang i år rammer 15 grader.

- Det er der ikke udsigt til i de næste mange dage. Vi skal nok et stykke ind i april, slutter han.