Det kunne se helt tilforladeligt ud i de tidlige morgentimer, hvor solen mange steder stod op på en næsten skyfri himmel.
Nattens afkøling havde fjernet skyerne, og blæsten var også forsvundet - i al fald inde over land. Men i takt med at temperaturen stiger, begynder termikken og dermed skydannelsen.
Resultatet bliver en dag, hvor blæsten dominerer oplevelsen af naturen. Styrken bliver frisk med kraftigere vindstød, som måske kommer tæt på kulingstyrke. Regnbyger forekommer også, og de vil i formiddag primært falde i Jylland, men efterhånden kommer de også længere østpå.
Den laveste temperatur i morges var 7,9 grader i Skrydstrup. Dagens opvarmning får næppe temperaturen højere end 15 til 18 grader, og det bliver varmest i de østlige egne.
