Juli blev kølig, våd og solfattig

Juli måned begyndte sommerskidt, men rettede sig lidt i den sidste halvdel.

Juli måned 2016 sammenlignet med klimanormalen 1961-90 (Foto: © Grafik Mie Hvidkjær, DR Nyheder)

Juli måned havde vejrmæssigt to ret forskellige halvdele. Den ustadige afslutning på juni fortsatte ind i juli og gav en noget kølig feriestemning, som også blev understreget af de mange nedbørsdage i begyndelsen af måneden. Logisk nok gav det heller ikke mange solskinstimer, og de var der primært de dage, hvor det var bygevejr, som netop ikke giver helt overskyet vejr.

Skybrud er det også blevet til flere steder. Det er jo efterhånden blevet normalt, at Danmark får skybrud og oversvømmelser, hvor det for nogle år tilbage var en sjældenhed. Vestenvinden var fremherskende, og fra den kant kommer der ikke de høje sommertemperaturer.

Midt i måneden kom varmen, og temperaturen kom over 25 grader med en del sol og mere tørvejr. Vi oplevede en landsdækkende varmebølge fra 20. til 25. juli.

Selv om det ikke holdt måneden ud, fik den varme periode rettet op på tallene. Men det ændrer næppe på opfattelsen af, at juli blev en middelmådig sommermåned. Sammenlignet med de seneste 10 år var den både koldere, vådere og mere solfattig - faktisk skal vi tilbage til 2011 for at finde en mere solfattig juli måned.