Det seneste års tid har en meget kraftig el Niño domineret i Stillehavet omkring Ækvator. FN's meteorologiske organisation WMO har netop udsendt en opdateret status. Heraf fremgår det, at det har været en særdeles kraftig el Niño, som har været på linje med 1997-98.
Stillehavet i området mellem Peru og Indonesien er endnu lidt varmere end normalt, men man forventer normale forhold om en måneds tid. Herefter vil havet formentlig blive lidt koldere end normalt.
Det store spørgsmål er så, om den globale temperatur på samme måde vil følge med ned af temperaturskalaen. Data fra de store datacentre har i de seneste måneder vist en betydelig opvarmning på et niveau, der ikke er set i al den tid, man har indsamlet data - det vil sige omkring 150 år.
Forskerne har en forventning om, at der nu sætter en afkøling ind i takt med udfasningen af el Niño, men man er usikker på størrelsen.
Efter den forrige kraftige el Niño i 1997-98 kom der en ret stor afkøling året efter, men der er andre forhold denne gang.
Der er høje havtemperaturer i både det Indiske Ocean og Atlanterhavet omkring Ækvator, og det kan medvirke til at holde den globale temperatur oppe.
Hertil kommer den generelle globale opvarmning på grund af en øget drivhuseffekt, som er større end tilbage i 1998.
De kommende måneder bliver interessante, og de vil give forskerne nye data, som vil øge forståelsen af de faktorer, der påvirker klimaet.
