Lidt lun eftermiddag følger efter kølig morgen

Vi får igen en dag med tørvejr og kun lidt vind. Og solen får mere magt, som dagen skrider frem.

Solen skal nok komme frem i dag, akkurat som torsdag ved Københavns Havn mellem Langebro og Knippelsbro. (Foto: © Niels Rydahl Jensen, brugerbilleder)

Vejret kopierer næsten torsdagens vejr med, at vi er vågnet op til en kold morgen med et tyndt lag is på bilruderne. Akkurat som der flere steder også er diset eller tåget i morgen- og formiddagstimerne.

Her kan skyerne også fylde en del på himlen, men solen skal nok få mere magt i løbet af dagen og dermed give os lidt lune.

Den hvide anemone er klar til at springe ud i marts. (Foto: © Lene Damtoft, Brugerbillede DR)

Temperaturerne vil ligge mellem fire og otte grader, og i dag er det Sydvestdanmark, som løber med mest varme og dermed de højeste temperaturer.

Vinden kan ikke bestemme sig til, hvilken retning den vil blæse svagt fra, så det bliver fra skiftende retninger.

Lidt anderledes bliver det for bornholmerne, der i dag har udsigt til en skyet forårshimmel hele dagen, og derfor må affinde sig med omkring fire graders varme.

På Bornholm blæser vinden fra nordøst op til frisk vind.

Nattefrosten giver ikke slip

Natten til lørdag bliver både tør og kold, nattefrosten har nemlig stadig fat, og temperaturerne falder til mellem frysepunktet og minus fire grader.

De vil holde ved ind i morgentimerne, derfor vil der fortsat være risiko for rimtåge og glatte veje lørdag morgen.

Dis og tåge vil ofte give morgenen et gråt udseende, men op ad formiddagen vil det klare op, når solen får brændt igennem skyerne.

https://www.facebook.com/DRVejr/posts/1073642979325891