Himlen vil igen i dag være fyldt med mange grå nuancer, fordi skyer og lidt tåge indtager hovedrollerne i vejret på den første dag i uge 11. Der er dog enkelte undtagelser - nemlig vest for Storebælt, hvor det i løbet af dagen vil lykkes solen at brænde igennem lagene af skyer og tåge.
Der er dog ikke udsigt til sol fra en blå og næsten skyfri himmel, men kun tale om enkelte solstrejf, forklarer vejrvært Mikael Jarnvig;
- Solen skal nok komme lidt frem - måske mest i Nordjylland, mens solschancerne øst for Storebælt er lig nul i dag, siger han.
Forårstemperaturerne holder sig lidt i den lave ende og når mellem 6 og 12 grader.
Det er jyderne, som får der lunest, fordi der er mulighederne for opklaring størst. Kystområderne må dog finde sig i at få det køligst mellem fire og seks grader. Forklaringen er, at havet fortsat er koldt, og pålandsvinden derfor tager kulden med ind over land.
Vinden kommer vi ikke til at bide meget mærke i, den er svag til jævn og kommer fra nordlige retninger.
En nat med plusgrader
Efter en periode med nattefrost ser det ud til, at temperaturerne holder sig lidt over frysepunktet natten til tirsdag. De vil ligge mellem en og fire plusgrader.
Natten vil desuden byde på en blanding af klart, tørt vejr og tåge.
