Skyerne fortsætter med at drille solen

Vi får en uge med både grå himmel og blå himmel med sol. Solen får dog udfordringer med at brænde igennem både skyer og tåge.

En løber nyder de få solstråler på en martsdag, hvor skyerne driller solen. (Foto: © Sean Bodin)

Hvis du synes, at der ikke har været den store variation i vejret i de seneste dage, så har du ret.

Og dagene i uge 11 vil fortsætte med at give os en grå himmel, sol og plusgrader om dagen - endda op til ti grader de steder, hvor solen får kæmpet sig til magt gennem laget af skyer.

Sidst på formiddagen er der sol på himlen i Nordjylland, det viser satellitfotoet fra DMI. (© DR)

Solen skal arbejde hårdt for at få plads på himlen, og forklaringen skal findes i det højtryk, der stadig ligger tæt på Danmark, siger vejrvært Mikael Jarnvig:

- Højtrykket kommer til at blokere for regnvejr fra vest, men det giver samtidig drilsk vejr med enten helt grå himmel eller sol fra en meget blå himmel.

Højtrykket flytter sig langsomt, og onsdag har det bevæget sig mod Færøerne. Sidst på ugen vil højtrykket være over farvandet vest for Skotland.

Højtryk og forår er den vejrcocktail, som giver os det lumske og drillende vejr, hvor vi aldrig helt ved, hvor og hvornår solen kommer frem - eller om det bliver gråvejr.

Intet tyder på, at foråret er aflyst eller forsinket, fortsætter Mikael Jarnvig;

- Vejret er ganske normalt for marts måned, og gennemsnitstemperaturerne følger da også - indtil nu - en gennemsnitsmarts. Her ligger den gennemsnitlige døgntemperatur på tre grader for marts måned igennem de sidste 15 år.

Her lidt efter eftermiddagssol over vintergækkerne i marts. (Foto: © Lisbeth Havgaard, DR BRugerbillede)

https://www.facebook.com/DRVejret/posts/1075840182439504