Martin er kaptajn for færgernes svar på en Tesla: 'Det kilder helt ind i kroppen'

Færgen Ellen, der sejler mellem Als og Ærø, er verdens længstsejlende elfærge.

Martin Christoffersen er glad for at have jobbet som kaptajn på elfærgen Ellen. (Foto: Rasmus Askman)

Det er næsten ikke til at høre, da den næsten 750 tons tunge færge Ellen lægger til kaj ved Søby på Ærø. Og det er der en helt særlig grund til.

Elfærgen Ellen sejler nemlig udelukkende på grøn energi, der som regel kommer fra øens vindmøller. Og selvom ruten fra Søby til Fynshav på Als tur-retur kun er 22 sømil, er Ellen verdens længstsejlende elfærge.

Elfærgen Ellen skal kunne sejle 22 sømil mellem hver opladning i Søby. Her ses den torsdag formiddag. (Foto: Rasmus Askman)

Ved roret står kaptajn Martin Christoffersen, der lige akkurat har 20 minutter til at fortælle og vise, hvad Ellen er for en størrelse, inden han igen sejler en propfyldt færge tilbage til Fynshav.

- Det virker ikke så vildt, når vi siger, at vi sejler fra Ærø til Als, men rent teknologisk er det et kvantespring i forhold til det, vi har haft før, siger Martin Christoffersen, da han viser vej til maskinerummet.

Fra Citroën 2CV til en Tesla

Elfærgen bliver ladet op om natten, mens den lader i små portioner, når den flere gange i løbet af dagen sejler til Søby, hvor en stor oplader kobles til færgens stikkontakt. Derved formår færgen at fragte mennesker frem og tilbage fra morgen til aften uden at løbe tør for strøm, siger Martin Christoffersen.

- Vi har cirka 45 tons batterier ombord, siger han og går ned mod en af færgens to hovedmotorer.

Martin Christoffersen viser færgens 45 tons tunge batterier frem. (Foto: Rasmus Askman)

- Ellen har en helt vild reaktionsevne. Som en af mine gode kollegaer engang sagde, så er det ligesom at gå fra en 2CV og op til en Tesla. Den accelerer helt enormt. Og det skal man også lige lære at kende.

For Martin Christoffersen, der har været næsten 20 år i branchen, har han skullet vænne sig til flere ting i overgangen fra at sejle dieselfærger til elfærgen Ellen.

- Støjen fra de traditionelle færger har man ikke her, så i starten havde man ikke fornemmelsen af, om maskinerne kørte. Normalt kan man se skorstensrøg, mærke rystelser eller høre larm. Og det kan man ikke her, siger han.

En elfærge som Ellen er lig med mange ledninger, der skal holdes styr på. (Foto: Rasmus Askman)

Kaptajnen går op af trapperne til sin faste post på broen, hvor en skærm giver ham mulighed for at styre næsten alt på skibet.

Ifølge kaptajnen er Ellen pragteksemplaret på færgefartens fremtid, og han håber, at andre brancher kan lade sig inspirere af tankegangen.

- Det er næsten ubeskriveligt. Det kilder i hele kroppen at blive navigatør og få lov til at prøve sådan noget nyt, som aldrig er blevet prøvet før, siger han med et smil og tilføjer:

- Men det her behøver ikke kun være skibsdrift. Det kan være rigtig mange steder, man kan begynde at bruge batterier i stedet for fossile brændstoffer.

Kaptajnen kan styre det meste af Ellen fra en skærm på broen. (Foto: Rasmus Askman)

En del af et EU-støttet projekt

Nede på kajen står informationsansvarlig ved Ærø EnergyLab, Halfdan Abrahamsen, spændt og ser på, inden nye passagerer går og kører på færgen.

Han er blandt andet med til at drive den grønne omstilling i Ærø Kommune, hvor Ellen udgør en betydningsfuld brik i puslespillet. Her er målet at gøre Ærø 100 procent emissionsfri ved hjælp af sol- og vindenergi.

- Vi er afhængig af vejret på den måde, at alt vedvarende energi kræver enten sol eller vind. Men det skal siges, at Ellens energieffektivitet er 85 procent. Det er mere end dobbelt så meget i forhold til en typisk dieselfærge, siger han.

Ellen får strøm via et transformerhus så snart, hun er kommet til Søby på Ærø. (Foto: Rasmus Askman)

Ellen blev søsat i august sidste år som et eksperiment. Indtil juni i år har hun nemlig været en del af et EU-støttet projekt, der hedder E-ferry. I den forbindelse udkom en evalueringsrapport, som gjorde status på projektet. Og ifølge Halfdan Abrahamsen kan man mildt sagt godt sige, at Ellen bestod sin afgangseksamen.

- Folk fra hele verden skriver til os for at høre, hvad vores metode er. Der er folk, der har rejst fra Asien hertil for at høre om elfærgen Ellen.

- Som rimelig ny Ærø-borger er jeg bare stolt, siger han, mens Ellen igen stævner ud, og Martin Christoffersen vinker farvel fra broen.

Facebook
Twitter