Åh, hvem der bare kunne bruge den lange ventetid juleaftensdag på en kælkebakke, med at bygge snemænd eller med en rask sneboldkamp.
Det lyder næsten for godt til at være sandt, men der er faktisk ganske gode chancer for en hvid jul i år.
- Det har spøgt lidt i prognoserne i et stykke tid, men vi har været lidt tilbageholdende med at kalde den, fordi prognosen har været meget skiftende fra dag til dag, siger DR's vejrvært Søren Jacobsen.
- Men nu ruller vi med terningen og siger, at det bliver hvid jul i Danmark i år, i hvert fald på regionalt plan, og en landsdækkende hvid jul er på ingen måde udelukket.
Landsdækkende hvid jul defineres af DMI, når mere end 90 procent af landet er dækket af sne den 24. december om eftermiddagen, og snedybden er mere end en halv centimeter.
Op til 15 centimeter sne lokalt
I øjeblikket ser det ud til, at man vil kunne forvente mest sne i et bælte fra Ringkøbing over Horsens mod Trekantområdet, ned over Fyn og i det syd- og midtsjællandske.
Her siger Søren Jacobsen med lidt forsigtighed i stemmen, at man kan forvente 8-15 centimeter sne, hvoraf det meste ganske idyllisk ser ud til at falde på selve juleaftensdag.
De områder, hvor man vil få mindst sne, er omkring Thy, Salling, Himmerland og i Sønderjylland, hvor man kan forvente omkring en til tre centimeter.
Lillejuleaften kan nedbøren falde som slud, men i løbet af natten til den 24. vil det gå over i regulær sne, som også vil falde juleaftensdag.