Nicole droppede jobbet i banken for at blive fårehyrde på fuld tid

I sommerhalvåret laver Nicole Fleer også hyrdeopvisninger på Læsø.

Der er langt fra livet bag en computerskærm til at arbejde på åbne vidder med får og udsigt over det blå, grå, vilde og våde Kattegat året rundt.

Ikke desto valgte 39-årige Nicole Fleer for to år siden at tage det spring – et øhop, kan det vel sagtens kaldes – en sommer, efter hun havde besøgt Læsø med en veninde.

Her havde de hyrdet får i en uge, og da hun fik for øre, at der manglede en fuldtidshyrde på Læsø, tog hun en hurtig beslutning.

På tre dage fik hun meldt sit kandidatur til hyrdestillingen, fik jobbet og sagde op fra stillingen som bankrådgiver i Høje Taastrup: En af den slags saltormotaler, som livet kun kan tage, hvis du hopper så højt, du har lært.

Men Nicole Fleer landede på benene.

Nicole Fleer har en fantastisk udsigt på arbejdspladsen. (Foto: Alexander Janku Ravn Homilius)

I dag skubber hun en flok får rundt på Læsø sammen med fem forskellige hunde. Tre måneder tager det at få afgræsset arealet, før turen kan gentage sig. Og sådan går livet sin gang på det område, der hedder Stokken på en lille ø midt i Kattegat.

Det er et job, der er tæt på at være i zen, et job af de sjældne og et job, der gør hende glad, forklarer hun selv.

- Da jeg fik tilbuddet, var jeg godt klar, at der ikke var specielt mange i Danmark, der fik den slags tilbud. Derfor skyndte jeg mig at sige op i banken.

- I dag nyder jeg det hver eneste dag. Der er ikke ret mange, der får lov at leve af deres hobby på den måde, siger hun.

Vika er den ene af i alt fem hyrdehunde, som Nicole Fleer har. (Foto: Alexander Janku Ravn Homilius)

Vind og vand kan drille

Selvom det kan lyde idyllisk at rende rundt med solskin på skuldrene en hel dag, fløjte efter hunde og kigge på får, så er det et mere udfordrende job at være hyrde, end hvad de fleste kan tænke sig til.

Det er et tålmodighedsjob, en døgnvagt og en gesjæft, der også skal passes i slud og sjap.

Det kan være svært at få får over vand. Her forsøger Nicole Fleer selv. (Foto: Alexander Janku Ravn Homilius)

Ja, alt slags vejr er faktisk hyrdevejr. Og særligt vinden kan give udfordringer. For får får det ikke trygt, når vejrguderne Njord, Zeus eller Jupiter lader blæsten stryge over Læsøs flade land, forklarer Nicole Fleer.

- Det gør dem ekstra urolige, og så skal der ikke meget til, før de reagerer. En lyd af en kitesurfer på stranden kan få dem til at løbe. Det skyldes, at de er ekstra på vagt, når de fornemmer, at et uvejr er på vej.

Men også højvande kan overraske de uldne dyr.

- Jeg har prøvet at stå halvanden time i højvande med en flok får, der simpelthen ikke ville tilbage over i den natfold, hvor de plejer at sove, siger Nicole Fleer med et smil inden hun finder en frase frem, der gælder for de fleste ting i tilværelsen:

- Men har du tålmodighed, så skal det nok lykkes til sidst.

Vores Vejr rejser i sommerferien rundt i sommerlandet. Torsdag sender vi vejrudsigt fra Vesterø Havn på Læsø klokken 18.55.

Får kan være søde, men de er også et stædigt dyr, siger Nicole Fleer. (Foto: Alexander Janku Ravn Homilius)
Facebook
Twitter