Nytårsaftensdag bliver våd og usædvanlig varm: 'Jeg kan ikke huske en så varm nytårsaftensdag'

Årets sidste dag bliver usædvanlig varm og våd. Men bare rolig - det klarer op, så man kan se raketterne.

Traditionen tro bliver himlen lyst op af fyrværkeri, når årets sidste dag rundes af. Og mulighederne for at se fyrværkeri i år er gode. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Regnen pibler med stor sandsynlighed ned ad vinduerne, når du med morgenkaffen i hånden kigger ud på årets allersidste dag.

For vejrudsigten nytårsaftensdag er en våd en af slagsen.

- Det bliver en meget våd dag, der er mange centralt i landet, der vil få en 10 til 15 millimeter regn, så det er en god slat, er den nedbørstunge melding fra DR's vejrvært Mikael Jarnvig.

Selvom det bliver rigtig vådt for de fleste, så kan man se frem til, at termometeret slet ikke nærmer sig minusgrader, når forberedelserne - både de fysiske og mentale - til aftenens festligheder.

- Jeg kan ikke huske en så varm nytårsaftensdag, og det er meget usædvanligt med så høje temperaturer på denne tid af året.

Temperaturen på årets sidste decemberdag sniger sig op mellem 7 og 10 grader.

- 10 grader nok mest mod syd, men det bliver vådt og mildt. Alle, måske på nær lige vendelboerne, får en gedigen regnvejrsdag i morgen.

Men - og der er heldigvis et men.

- Det glædelige er, at selvom det kommer til at regne det meste af dagen, så holder det op, oplyser vejrværten.

Regnen aftager

Næsten som i et eventyr holder regnen op, som urets visere efterhånden nærmer sig klokken tolv.

- Når vi nærmer os midnat, så er regnen helt ude af Danmark, så er det tørt, vinden er gået over i nordvest og temperaturen er begyndt at falde nogle grader, siger Mikael Jarnvig.

Selvom temperaturen ikke når ned under frysepunktet, og dagtemperaturen nogle steder kan ramme en tocifret temperatur, så skal man huske huen - og sikkerhedsbrillerne - når man i løbet af aftenen bevæger sig udenfor.

Mikael Jarnvig er meteorolog og vejrvært i DR.

- Nytårsaften og nat kommer vi ned omkring de fem til otte grader, og så kan vi godt om natten komme ned på to til tre grader i Nordjylland.

Nordjyderne kan også se frem til at se stjernerne titte frem engang imellem, når raketterne fyres til vejrs.

Der er fin mulighed for at se fyrværkeri

Selvom nytårsaften ikke bliver helt fri for skyer, så er der stadig gode udsigter til at se fyrværkeri, mener vejrværten.

- Vi kan sagtens se raketterne, indtil de når op i skyerne, hvis det er sådan nogle dyre raketter, fortæller Mikael Jarnvig.

Vi slipper ikke helt for skyerne nytårsaften, men ifølge Mikael Jarnvig burde der være fin mulighed for at se fyrværkeri. (Foto: © DR vejret)

Det bliver ikke skyfrit, så man kan se stjernerne, men der kommer heller ikke en tykke suppe af tåge, som har ligget over os de seneste par dage.

En vind sørger nemlig for, det klarer pænt op fra nordvest i løbet af aftentimerne.

- Det bliver noget i størrelsesorden med 5 til 10 meter per sekund. Det er ikke sådan, at ting og sager blæser væk, beroliger Mikael Jarnvig og fortsætter:

- Den bliver båret med vinden, sådan en raket, men det er ikke faretruende høje vindstyrker.

Pak nu ikke vintertøjet alt for langt væk

Selvom vejrudsigterne før og efter jul kan virke en smule omskiftelige - med minusgrader og sne, da julen for alvor ramte Danmark, og en usædvanlig lun sidste decemberdag, så kan den type vejrskift hurtigt opstå.

- Luft bevæger sig, og det kan bevæge sig meget hurtigt. Juledagene havde vi simpelthen et hug af kold luft nordfra, som slog ned over os, og det lavtryk, det strøg forbi, og så kom der et ordentligt pust fra sydvest nu. Det kan simpelthen bare flytte sig så hurtigt.

I øjeblikket er det et højtryk nede omkring Spanien, der dirigerer varm luft op over Biscayabugten og så ind over Nordvesteuropa.

Femdøgnsprognosen viser, at det kommer til at holde tørt nytårsdag, men så bliver vejret mere ustadigt. (Foto: © DR vejret)

- Den koldere luft er blevet mast mere mod øst. Det kan være, den vender tilbage igen.

- Der er noget, der tyder på i vores prognose, at når vi når hen til onsdag, kan vi måske få et temperaturfald igen.

Derfor er der ifølge Mikael Jarnvig heller ikke nogen grund til at pakke vintertøjet væk.

- Det er ikke sådan, at det var en jul-vinter, og så er det mildt resten af tiden. Det kan godt være, at kulden vender tilbage igen i begyndelsen af januar.