Weekendens start kan for nogle blive spoleret af storm.
I hvert fald varsler Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), at årets første udbredte storm rammer store dele af Danmark i morgen eftermiddag.
Otto, som stormlavtrykket er blevet døbt, rammer især det nordvestlige Danmark og rusker op i og omkring Limfjordens vande.
Konkret er der varslet storm i Nordjylland og i det nordlige Vestjylland. Derudover kan man forvente vindstød af stormstyrke for dele af det øvrige Jylland samt i det nordligste Sjælland og på Bornholm.
- Umiddelbart ser det ud til, at det mest bliver et nord- og nordvestjysk anliggende, siger meteorolog og vejrvært i DR Anders Brandt.
- I løbet af i morgen eftermiddag vil vinden gradvist tiltage. Ud på eftermiddagen vil den ifølge de seneste prognoser nå stormstyrke i Nordvestjylland. I de tidlige aftentimer vil vinden blive ved med at tiltage og dreje mod nordvest. Her kulminerer stormen omkring klokken 17 og 20 i Nordjylland.
Selvom timerne kan virke lange, når det stormer udenfor, så slår Anders Brandt dog også fast, at det er i et ret begrænset tidsrum, Otto kommer til at præge landet.
- Vi får tre-fire timer med storm, så det bliver en relativt kortvarig storm. Det er et lavtryk, der passerer ret hurtigt forbi, fortæller han.
Kan minde om Malik eller Nora
Hvis man ikke forstår sig på vindhastigheder, så kan det være svært at forstå omfanget af det, der venter.
- Når vindhastighederne er oppe på middelvinde af stormstyrke og vindstød af orkanstyrke, så er det noget, som kan vælte træer og rive tagsten af huse, som man skal være opmærksom på, siger Anders Brandt.
Han slår fast, at de kraftigste vinde vil være ved de vestvendte kyster i Nordjylland, men ser man på stormen på landsplan, så vil meteorologen både pege på sidste måneds voldsomme vejr og sidste års storme til sammenligning.
- Umiddelbart kan det minde om det, vi mærkede midt i januar, hvor der var et kraftigt blæsevejr forbi, der også væltede træer, og politiet frarådede udkørsel periodevis, siger han.
- Ellers skal vi tilbage til sidste år, hvor vi havde stormene 'Malik' og 'Nora'. Det er det lag, vi godt kan komme op i.
Vejdirektoratet har allerede meldt ud, at man skal være opmærksom på vejrforholdene i morgen.
De opfordrer til, at man ikke udskyder ture med trailer til i morgen, men i stedet får fragtet flyttelæsset afsted eller får kørt haveaffaldet til lossepladsen allerede i dag.
- Husk desuden at være ekstra opmærksom på væltede træer i skovområder, pludselige riv i rattet, når du kører over en bro og fra områder med læ ud i åbne områder, samt væltede skilte og vejarbejdsmateriel, skriver de på Twitter.
Forhøjet vandstand flere steder
Når vinden kommer med den styrke fra den nordvestlige kant, vil det skubbe meget vand ind i de indre farvande. Det betyder, at der nogle steder kan komme forhøjet vandstand.
- Den kraftige vind sender store mængder vand fra Nordsøen ind gennem Skagerrak og videre ned gennem Kattegat, siger Anders Brandt.
Sidste gang, der blev målt vindstød af stormstyrke i middelvinden, var onsdag 1. februar, og derudover gav januar os også en enkelt dag med lignende vindstyrke den 15. januar.
Denne gang kommer den forhøjede vandstand også til at ramme den sjællandske nordkyst og fjordene.
- Langs med Sjællands nordkyst er der en risiko for, at vandstanden kan nå op omkring en meter over daglige vande, siger Anders Brandt.
Det vil være skiftevis højvande og lavvande ved Sjællands nordkyst og i fjordene frem mod søndag aften. Derfor kan man i fjordene også opleve en høj vandstand helt frem til natten til søndag.
Under stormen Malik så man blandt andet havnen i Roskilde i ét med kajen, men det tror Anders Brandt ikke på denne gang.
- Under stormen Malik var vandstanden omkring halvanden meter i Isefjorden og Roskilde Fjord. Det er omkring en halv meter højere, end de forventede vandstande som prognoserne har fra fredag aften og frem til lørdag aften, siger han.
I Limfjorden vil vandstanden også være under niveauet fra Malik, vurderer Anders Brandt.