September leverer årets fjerde varmebølge

For tredje dag i træk er der målt temperaturer over 25 grader.

Det klare vejr har også givet mange flotte solopgange og solnedgange. (Foto: © Henrik Elstrup)

Det kan godt være, at kalenderen siger efterår, men det ved september måned ikke. For tredje dag i træk er der målt over 25 grader i over halvdelen af Danmark, hvilket er kriteriet for varmebølge.

- Lige nu er det primært Jylland og Fyn, som er ramt, men på Sjælland og Lolland-Falster begynder varmebølgen også at kunne ses, siger klimatolog Mikael Scharling fra DMI.

To steder i Jylland har man sågar registreret lokale hedebølger. En hedebølge er, når de højeste registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage overstiger 28 grader.

Temperaturen har været højest i Jylland og på Fyn. (© dmi)

Sjældenhed i september

Mikael Scharling kan ikke sætte præcise tal på, hvor ofte Danmark har været ramt af varmebølge så sent på året, men han har skimmet data for de seneste cirka 20 år uden umiddelbart at finde andre eksempler.

Varmebølgen er den fjerde i år, og de tre forgående faldt i henholdsvis juni, juli og august.