Rundt om i landet er folk klar til at fejre sankthans. Men for mange bliver det en våd fornøjelse.
Et kraftigt regnvejr er i løbet af dagen intensiveret, og Det Sydfynske Øhav har tidligt på aftenen været ramt af skybryd, hvor der et sted faldt 23 millimeter regn på ti minutter.
- Det kraftige regnvejr er på vej indover Sjælland nu. Jeg vil tro, at det snart begynder at buldre og brage i København, siger Christian Cherry, der er en af DR's vejrværter.
Vejret har indtil videre været så voldsomt, at Fyns Politi har sent varsel ud og opfordrer folk til at blive hjemme på Langeland.
https://twitter.com/FynsPoliti/status/746036499347554305
Også Sydsjællands Politi og Vestegnens Politi er begyndt at melde om meget vand i gaderne.
https://twitter.com/SSJ_LFPoliti/status/746048026549039104
Ifølge Christian Cherry kommer den heftige regn som en overraskelse.
- Det er kommet bag på os. Vores prognoser har ikke vist, at det ville ske. Det er et sommerfænomen, hvor det lige pludselig rammer, uden man har forudset det, siger han og fortsætter:
- Normalt ser man, at det kraftige regnvejr stilner af, når det kommer indover Storebæltsbroen og rammer havet, fordi der sker en ændring i temperaturerne. Men det er altså ikke tilfældet i dag.
Bornholm er det sted i landet, der kan fejre sankthans uden at skulle bekymre sig om regn og tordenvejr, tilføjer Christian Cherry.
Hvordan ser regnvejret ud, hvor du bor? DR vil gerne modtage dine billeder og videoer af regnvejret. Send billeder til vejret@dr.dk, 1212@dr.dk eller via mms til 1212 og skriv gerne, hvor i landet billedet eller videoen er fra.
