Skybrud ramte Danmark flere steder i går - og regnen fortsætter i dag

Et dobbelt skybrud ramte Viborg i går, mens Sjælland og Bornholm stort set gik fri.

Anna Blom tog i går billedet her på Amager Strand, hvor bygerne så noget truende ud. (Foto: Anna Blom)

Farvel og tak til sommer og sol og goddag til regn og køligere temperaturer - i hvert fald for nu.

Det forventede vejrskifte viste sig for alvor i går, hvor store dele af Jylland fik regn - rigtig meget regn.

I Viborg Kommune fik man for eksempel et dobbelt skybrud, hvilket betyder 29,3 millimeter regn på en halv time.

  • Det stod ned i Herning i går, hvor Ole Søren tog billedet her. (Foto: Ole Sørensen)
  • Herning var en af byerne, der fik mest regn. (Foto: Ole Sørensen)
  • Det var de nok glade for på golfbanen, så græsset kunne få lidt vand fra oven. (Foto: Ole Sørensen)
  • Også i Haderslev ramte bygerne. Her var Viggo Hjort Kohberg ude med kameraet. (Foto: Viggo Hjort Kohberg)
  • Aase Hansen tog billedet her, hvor der er regndans på havebordet i Svenstrup. (© Aase Hansen)
  • Svenstrup syd for Aalborg fik rigtig meget vand, skriver Aase Hansen. (Foto: Aase Hansen)
1 / 6

Selvom de fleste nok har nydt solens stråler her i august, er især landmændene nok glade for, at der nu står regn på menuen. Og gårsdagens skybrud har allerede vist sig på tørkeindekset, fortæller DR's vejrvært Simon Brix.

- Landmændene og haveejerne er glade, fordi tørkeindekset fik et ordentlig nøk nedad i går, hvor der faldt meget regn. Men på Bornholm, der slet ikke fik noget regn, ligger man stadig på ti ud af ti.

  • Jylland fik det meste af regnen, men også Roskilde fik rigtig meget vand. (© dmi)
  • På tørkeindekset kan man tydeligt se, at det især var Jylland, der fik meget regn i går. (© dmi)
1 / 2

Ustadigt vejr fortsætter

Dagens vejr kommer på mange måder til at ligne gårsdagens, men det ser ud til, at regnen rammer færre steder i dag.

- Bygerne ligger fra morgenstunden udelukkende over Jylland, men som dagen skrider frem, forventer vi, at flere får nogle kraftige byger. Steder som Gilleleje, Anholt og Silkeborg kan få meget vand, siger Simon Brix.

Det er svært at se længere frem på ugen, fordi vejret er så ustadigt, men det ser ud til, at vi godt kan vænne os til at have paraplyen med under armen. Og så falder temperaturerne også igen.

- Temperaturerne hænger ved omkring 20 grader, men søndag tager vi endnu et nøk ned, så vi kommer under 20 grader, siger Simon Brix.

Facebook
Twitter