Vi har taget hul på mandagen med sol og rolige vindforhold.
Stilhed før stormen.
For i løbet af eftermiddagen bliver solen erstattet af skyer, vinden tiltager, og snevejr fra nordvest banker på døren.
Det skyldtes et kraftigt lavtryk, der passerer Danmark i det kommende døgn, og der er udsigt til sne i særligt de nord- og vestlige egne af Jylland fra mandag aften og cirka et døgn frem.
- I løbet af eftermiddagen og aftenen breder nedbør sig ind over landet fra vest. I den nordlige halvdel af Jylland vil den falde som sne ved temperaturer lige omkring frysepunktet, siger meteorolog ved DR Vejret, Anders Brandt.
I de sydligere egne af landet indikerer de seneste prognoser, at nedbøren bliver en mere sjappet omgang, der kan falde som både sne, slud og regn.
- I løbet af natten breder nedbøren sig videre mod øst, og den vil i store dele af landet gå over i regn eller slud, mens temperaturen stiger til mellem frysepunktet og tre graders varme. Kun i det nordligste Vendsyssel fortsætter snevejret, siger Anders Brandt.
Udover sne vil lavtrykket også sætte gang i blæsevejret. Vinden vil friske op, og der vil i løbet af tirsdagsdøgnet være vindstød af stormstyrke langs Jyllands vest og over den sydlige del af landet.
Varsling om snestorm
For nordvestjyderne er der i tirsdagsdøgnet udsigt til, at 15-30 centimeter sne vil falde. På disse kanter varsler DMI lige nu om snestorm, som er defineret ved, at der falder mindst 10 centimeter sne i løbet af seks timer med en middelvind på mindst 10 m/s.
Mens nordvestjyderne har flest centimer sne i vente, vil også Østjylland og Nordsjælland få snevejr tirsdag.
- Især i Nordjylland og i Østjylland vil der tirsdag kunne opstå snefygning, der især i Vendsyssel og Himmerland kan blive kraftig, og det er her snestormen bliver kraftigst, siger Anders Brandt.
I Vendsyssel kan der indtil tirsdag eftermiddag være faldet over 20 cm sne.
Det barske vintervejr vil stå på indtil tirsdag aften, hvor lavtrykket har passeret landet, og roligere vejrforhold er i vente. Men onsdagsdøgnet bliver med temperaturer omkring frysepunktet, og landskabet i de nordlige egne vil derfor kunne se vinterligt ud et par dage frem.
Fra kl. 06 i morgen opdaterer vi løbende snesituationen på dr.dk/vejret, og vi modtager gerne billeder til vejret@dr.dk fra der, hvor du bor.