Solen holder sig væk

De solrige dage er nu afløst af køligere vejr og regnbyger. Det varer ved hele ugen.

Resten af ugen får vi gråt og køligt sommervejr krydret med regnbyger. (Foto: © Karl Jørn Scmidt, brugerbillede)

Sandal- og shortsvejret er nu parkeret for en tid, og i stedet må vi ty til vindjakker og lidt lune trøjer, fordi sommeren viser sin lidt køligere, grå og våde side.

Det giver os en himmel fyldt med mange grå skyer og lokale regnbyger i løbet af dagen, aftenen og også natten.

Det er vanskeligt at sige, hvilke landsdele der får regnbyger, og også hvor mange millimeter regn bygerne vil indeholde, men det ser ud til, at regnen i løbet af ugen vil fordele sig nogenlunde ligeligt over Danmark.

Det er ikke regn, der ændrer markant på tørkeindekset. Du kan formentlig se, at græsplænen skifter farve fra gullig til grøn, men først torsdag og fredag ser der ud til at komme mere regn. Her er det især Bornholm, der jo er vært for det årlige folkemøde, der kan forvente et større regnvejr fredag.

Sommervarmen med temperaturer omkring 25 har vi også sagt farvel til for en tid. Termometret når i dag 15-20 grader, enkelte steder måske lidt mere.

Gråvejret varer ugen ud

Vinden, som kommer fra øst, er let til frisk og tager af i løbet af aftenen.

Hvor er sommervarmen så, når den har forladt Danmark?

Den ligger lige nu over det sydøstlige Europa, mens det meste af Vesteuropa har kold og ustabil luft, som betyder mange skyer og også regnbyger.

Denne vejrtype ser foreløbig ud til at vare ved ugen ud.