Spanien sætter varmerekord for april med glohede 38,8 grader

Varmerekorder blev slået på stribe, da usædvanligt tidlig hedebølge ramte Spanien og flere omkringliggende lande.

Hedebølge i Spanien. (Foto: © Jesus Merida / SOPA Images/Scanpix)

Torsdag blev der sat nye standarder for, hvor varmt det kan blive i Europa i april, da temperaturen i Cordoba i det sydlige Spanien nåede 38,8 grader.

Indtil denne uge lød den spanske varmerekord for april på 37,4 grader. En temperatur, der blev målt i Murcia i 2011, og samtidig var det den højeste temperatur registeret i Europa i årets fjerde måned.

Tre dages hedebølge kulminerede torsdag

Usædvanligt varm luft for årstiden strømmede midt på ugen op over Den Iberiske Halvø fra det nordvestlige Afrika. Den ekstreme varme gav Spanien en hedebølge, der tre dage i træk sendte temperaturen op over den tidligere spanske varmerekord.

Allerede onsdag blev der i El Granado nær grænsen til Portugal målt 37,6 grader. Det var varmegrader, der allerede blev overgået dagen efter, da termometeret hele seks steder i Sydpanien nåede over den 12 år gamle rekord på 37,4 grader.

Varmest blev det i Cordoba, hvor den tidligere spanske varmerekord for april blev slået med hele 1,4 grader, da termometeret viste 38,8 grader.

Det blev kulminationen på hedebølgen, der dog fortsatte fredag med op til 38,1 grader, som blev målt i Granada.

Termometeret viste 38 grader i Cordoba i Sydspanien. (Foto: © SALAS/Scanpix)

Nationale rekorder i flere lande

Mens den spanske rekord for april blevet slået eftertrykkeligt og samtidig var en ny europæisk varmerekord for april, blev der også sat nye nationale rekorder i flere nabolande.

I Marrokko blev der med 41,3 grader torsdag sat ny varmerekord for april. Det samme var tilfældet i Portugal, da der blev målt 36,9 grader i Mora på alle tiders varme aprildag.

Også i Andorra fik man en ny varmerekord, da temperaturen fredag nåede 30,0 grader.

Flere lande fik ny varmrekord for april. (Foto: © DR vejret)

Et hav af lokale rekorder i Spanien

Hvor ekstrem hedebølgen i Spanien var, det vidner antallet af lokale rekorder om.

Mindst 50 steder fordelt ud over Spanien fik man fra onsdag til fredag ifølge den spanske vejrtjeneste AEMET de højeste temperaturer, der nogensinde tidligere er målt i april. Og flere steder blev de tidligere rekorder slået med flere grader.

I Granada slog man den tidligere rekord for april med over fire grader, da der torsdag blev målt 36,9 grader. Den tidligere rekord fra 2017 lød på 32,7 grader.

Også i den spanske hovedstad Madrid blev der med 32,5 grader sat ny varmerekord, mens man på ferieøen Mallorca fik en ny varmerekord, da der i Palma blev målt 30,7 grader.

Varmerekord var ekstrem

Ud over den spanske varmerekord for april blev slået med 1,4 grader, så var det endnu mere ekstremt helt lokalt i Cordoba, hvor de 38,8 grader blev målt.

Torsdagens spanske rekordvarme er 16 grader over de 22,8 grader, der er den gennemsnitligt højeste dagtemperatur i Cordoba i april, og det er over 8 grader varmere end, hvad man kan forvente på en måned.

I løbet af hele april kan det normalt forventes, at temperaturen mindst én dag når op på 30,6 grader i Cordoba.

Den tidligere aprilrekord fra 2017 lyder på 34,0 grader, og siden år 2000 har den højeste temperatur i Cordoba i løbet af en april måned været i et interval mellem 25,2 grader og 34,0 grader - indtil i år. Det viser en gennemgang af daglige vejrobservationer, som DR Vejret har foretaget.

April måneds højeste temperatur i Cordoba siden 2000. (Foto: © Ogimet/DR Vejret)

Stadigt varmere spansk klima slog rekord i 2022

Det varme forårsvejr i Spanien kommer efter en række år, hvor der i Spanien er målt rekordhøje temperaturer.

Alene i Cordoba er 10 af de 12 månedsrekorder for varme sat siden 2004, mens syv af varmerekorderne er blevet slået inden for de seneste 8 år.

Der er foretaget daglige temperaturmålinger i Cordoba siden 1959.

De stadigt flere varmerekorder er optrådt i et generelt varmere spansk klima.

Den gennemsnitligt årlige temperatur på det spanske fastland siden 1901. (Foto: © CRU/DR Vejret)

Siden starten af forrige århundrede har temperaturen været stigende. Siden den 30-årige periode fra 1901 til 1930 er temperaturen på det spanske fastland ifølge data fra University of East Anglia steget med 1,5 grader.

Det varmere spanske klima kulminerede foreløbigt i 2022, hvor temperaturen på det spanske fastland var 1,4 grader varmere end klimanormalen fra 1991 til 2020. Det er ny rekord for en årsmiddeltemperatur i Spanien. Den hidtidige varmerekord fra 2020 blev slået med 0,8 grader.

Den højeste temperatur registreret i Spanien er 47,4 grader målt under en hedebølge i august 2021 i Montoro nær Cordoba.