Da en tornado i sidste uge raserede det sydøstlige hjørne af USA, var det voldsomme kræfter, der splittede hele samfund ad. Og tornadoen er blot endnu en i rækken af hærgende vejrfænomener her i starten af 2023.
The Washington Post har gennemgået de seneste måneders voldsomme vejr og sammenholdt med den normale frekvens i USA. I de 48 stater på fastlandet blev der registreret 168 tornadoer i januar. Det er det næsthøjeste antal nogensinde.
I februar blev der registreret 55 tornadoer, hvilket også er markant flere end normalen på 29 i gennemsnit. Og flere stater er bemærkelsesværdige. For eksempel Iowa, der i januar havde to tornadoer. Det er første gang i 50 år, det er registreret.
Oklahoma havde i årets første to måneder 17 tornadoer. Normalt er der en enkelt.
Varm vind fra Golfen
Tornadoer opstår i feltet mellem varm, fugtig luft og kold, tør luft, og det finder man blandt andet i de sydøstlige hjørne, hvor varm luft fra Den Mexicanske Golf møder luften over fastlandet. For eksempel i staterne Florida, Alabama og Mississippi.
Sidste uges tornado, der har fået navnet Rolling Fork-Silver City Tornado, bidrager til statistikken, der samlet placerer starten på 2023 på en tredjeplads over flest tornadoer registreret i januar, februar og marts i USA siden 1950.
Rolling Fork-Silver City Tornado viser også, hvor voldsom et vejrfænomen, en tornado er, når den rammer byer. Oprydningsarbejdet er stadig i gang, og lige nu hedder formuleringen, at "mindst 26 mennesker" er bekræftet omkommet.
Da tornadoen var kraftigst, var det med vindhastigheder på over 270 kilometer i timen og en bredde på omkring 1,2 kilometer, som den flyttede sig over landskabet med.
Selv om marts endnu ikke er ovre, er det svært at få nogen af de amerikanske eksperter til at vurdere, hvornår tornadoer vil opstå. Normalt rammes USA samlet set af omkring 1.000 tornadoer om året.