April har allerede givet os en meget flot og solrig start, som efter nogle forårsagtige påskedage nu er blevet afbrudt af mere ustadigt vejr med flere regnvejr, der skal passere landet.
Det vejr ændrer sig dog markant, når vi kommer frem til weekenden. Her vil det atter blive varmere og mere solrigt, og i næste uge kan vi måske endda for første gang i år se frem til, at temperaturen når 20 grader.
Højtryk giver roligt og solrigt forårsvejr
Forårsvejret vender så småt tilbage i løbet af lørdagen, hvor en varmfront skal passere Danmark fra øst. Den efterfølges af betydeligt lunere forårsluft, der blæser frem mod os fra de baltiske lande.
Det vil dog først være søndag vi for alvor kan nyde både solen og forårsvarmen med temperaturer op til 15 grader.
I starten af næste uge forstærkes et højtryk over Skandinavien, så vi fra ugens start får op til 16 grader, solrigt vejr og rolige vindforhold.
Forårsvarmen kulminerer sidst i næste uge
Selv om vi er ude over, hvad femdøgnsskemaet kan vise, så tyder alt på, at det flotte forårsvejr fortsætter langt ind i næste uge.
Højtrykket vil i ugens løb ligge meget tæt på Danmark og sikre os fortsat solrigt vejr - og temperaturer, der stiger dag for dag.
Tirsdag og onsdag kan temperaturen nå op mellem 16 og 18 grader.
Torsdag kan shorts og t-shirt måske blive luftet for første gang i år. De seneste prognoser har hele 20 graders varme som højeste temperatur på næste torsdag.
Eneste lille malurt i bægeret er det man vil opleve langs østvendte kyster. Her vil den svage østenvind komme ude fra havet, og her vil temperaturerne ikke nå meget over 10 grader.
Første gang i år temperaturen når 20 grader
De kommende dage kan vi med de forårsagtige temperaturer se frem til årets højeste temperaturer. Indtil videre var påskedag med 16,6 grader årets foreløbigt varmeste dag.
Det er en temperatur, der vil blive overgået stort set hver dag frem til torsdag, hvor vi for første gang i år kan nå 20 grader.
Sker det, er det blot lidt senere end normalt. Siden 2011 har vi gennemsnit nået 20 grader den 12. april.
Sidste år skulle vi dog helt frem til den 10. maj, før termometeret viste 20 grader, mens vi i både 2017 og i 2021 allerede havde 20 graders varme den 31. marts.
Husk solcremen
Forårsvarmen og det solrige vejr vil sikkert få lokket os ud - og måske endda iført shorts og den kortærmede. Dermed er det første gang i år, vi får lidt sol på de vinterblege arme og ben. Det betyder, at vi skal huske solcremen.
I næste uge ventes UV-indekset at kunne nå 4. Allerede ved et UV-indeks på 3 anbefaler Kræftens Bekæmpelse, at man beskytter sig mod solens skadelige UV-stråler.