Hvorfor er det, at når jeg står i regnvejr til musikfestivalen Tinderbox, at min app på mobilen viser solskin over Fyn? Eller omvendt: Hvorfor skinner solen nu på min tur i ZOO i Aalborg, når min app viser regnvejr?
Rigtig mange mennesker læner sig op af vejrapps, når de skal til musikfestival, fodboldkamp, på kajaktur eller holde havefest. Og spørgsmålene er mange. Er der for meget vind til at sejle i kajak? Viser vejrprognosen, at der kommer byger med torden ved kysten nord på?
DR Vejrets brugere spørger ofte, hvorfor det aktuelle vejr ikke er det samme vejr, som appen på smartphonen viser. Det spørgsmål er givet videre til vejrvært Søren Jacobsen.
1. Hvorfor er vejrapps så upræcise?
- Det er de heller ikke altid. Vejrapps er bedst, når vi enten har stabilt vejr, eller vi har store regnvejr, som skal ind og passere Danmark. Så er apps'ene ret nøjagtige til at fortælle, hvor det begynder at regne, og hvor regnen holder op.
- Der, hvor vejapps kommer til kort, er, når vejret skiftet meget over korte tidsrum, og det er især et problem om sommeren.
Årsagen er, at vejrapps trækker data mere eller mindre ud af computervejrmodeller. Og det gør dem sårbare, når det handler om at forudsige, nøjagtig hvor bygerne falder, og hvornår de kommer.
- Det er selv detaljerede vejrmodeller ikke specielt gode til. For eksempel ser du på vejrappen, at det er halvskyet, og først i løbet af eftermiddagen kommer der regnbyger, og i virkeligheden er det omvendt.
2. Hvorfor ved min app ikke, hvordan vejret bliver i Roskilde kl. 17 ?
- Det er fordi, al vejrinformation i de fleste vejrapps er prognoser og ikke observationer. Hvis prognosemodellen har fejl, så har appen ingen chance for at vide, hvordan vejret er lige nu.
3. Hvorfor er der så stor forskel på vejrapps?
- De forskellige apps trækker på forskellige kilder, og jo længere frem vi kigger i tiden, des større er chancen for forskellige resultater indenfor et døgn. Både YR og DMI's apps har samme udfordringer med ustadigt sommervejr.
Her kan du få flere detaljer om YR og deres app.
4. Hvis man vil have et præcist svar - hvad skal man så gøre, når man ikke kan stole på sin app?
- Der gives ingen præcise svar, når vejret et ustadigt. Hvis der ligger et stort fedt højtryk over Danmark, er sikkerheden meget større, end hvis vi har vestenvind og regnbyger. Så selve vejrtypen har en meget stor betydning for sikkerheden i vejrforudsigelsen.
5. Hvilke vejrapps bruger du selv?
- Mest DMI's app og det er mest radar og prognosekort og ikke ret meget byvejr, jeg kigger på. Jeg ser det lidt mere som en konstatering af, hvordan vejret er lige nu, og hvilken vejrtype, der er i sigte de næste par dage.
- Jeg er bevidst om, at app'en ikke kan fortælle mig, hvordan vejret bliver i morgen klokken 14, men mere om vejrtypen. Hvis man tror, at nogen app i verden kan forudsige sommerbygevejr med en times nøjagtighed, så snyder man sig selv.
