Stort set alt er i spil, når vi ser på weekendvejret. Den ingrediens, som de fleste sikkert ville foretrække, nemlig solen, ser ud til at fylde mindst. Forklaringen er, at lavtryk med fronter og nedbør i alle kategorier nærmest klæber sig til Danmark i de kommende dage.
Du kan få flere detaljer i videoen øverst i denne artikel.
Fredag ser bedst ud
Det bedste bud på at fange lidt sol er fredag, og det bliver hovedsagelig i den sydlige del af landet. Dagens nedbør ser ud til at ramme især Nordjylland først som slud og senere regn, når temperaturerne efterhånden nærmer sig de maksimale 4-6 grader.
Fredag aften trækker en ny omgang sne og slud ind fra syd, og i nattens løb er det kun bornholmerne, der ikke bliver ramt.
Lørdag og søndag i det grå
Resten af weekenden ser ud til at blive en lidt rodet og grå omgang med nedbør, der vil falde i både hvid og våd form. Dertil kommer en frisk og kølig østenvind, som sikkert får dagtemperaturerne på typisk 4-5 grader til at føles hundekolde.
I lørdagsdøgnet vil nedbøren nok holde sig til Fyn og især Jylland for derefter at nå både de syd- og sydøstlige landsdele i løbet af søndagen og overvejende Lolland, Falster og Bornholm.
https://www.facebook.com/DRVejr/videos/1069524943071028/