I denne uge markerer talrige regnbuefarvede flag under Pride-ugen i København kampen om, at der skal være plads til alle uanset køn og seksuel orientering.
Og plads til at være sig selv var netop det, som 38-årige Jimmy Knud Christensen manglede, da han for nogle år siden søgte et sportsligt fællesskab, som også kunne rumme ham som homoseksuel.
Derfor var han for fire år siden med til at starte et helt særligt rugbyhold, Copenhagen Wolves RFC, der er en del af klubben Pan Idræt.
- Copenhagen Wolves RFC er en ‘inclusive rugby club’, der er åben for alle uanset rugby-erfaring, etnicitet, køn eller forskellig seksuel orientering. Vi vil gerne inkludere alle - også heteroseksuelle. I princippet burde det være sådan i alle klubber, siger Jimmy Knud Christensen.
En vej ud af ensomheden
Jimmy Knud Christensen manglede netop selv et rugbyhold, hvor han kunne mødes i et sportsligt fællesskab, hvor han kunne være helt sig selv.
- Jeg sad med min partner og en god ven på en bar. Vi havde fået et par øl og snakkede om gode røverhistorier fra gamle dage. De var allesammen fra rugbybanen, fortæller han.
En spirende lyst til at spille igen voksede i Jimmy. Og så opstod idéen om det inkluderende rugbyhold.
- Mit ønske om at starte min egen ‘inclusive rugby club’ kom ud af en ensomhed efter at have været nede med stress og en lyst til at dele denne sport og sammenholdet med folk, der var lige som mig selv, siger Jimmy Knud Christensen.
Mobbefri zone
Han understreger også, at han ikke selv har oplevet dét, men at der i breddeidrætten kan være meget lidt plads til dem, der ikke passer ind i alle normerne.
- Jargonen i de almindelige idrætsklubber kan være hård. Mange oplever stadig at blive udskammet på grund af seksuelle orientering - også selvom vi ellers godt kan lide at sige, at vi er langt i forhold til at acceptere LGBT+-personer i Danmark, siger Jimmy Knud Christensen.
Derfor besluttede de tre venner at starte et nyt hold op, der skulle være en mobbefri zone og hvor alle etniciteter, seksualiteter og køn var velkomne.
Brug for alle typer i spillet
I dag er der 45 medlemmer med forskellig etnicitet, køn, seksuel orientering og sportsligt niveau på Copenhagen Wolves RFC-holdet.
Og der er brug for hver og én.
For at stille et godt rugbyhold, skal spillerne helst være forskellige kropstyper og -størrelser, for at udfylde forskellige positioner på banen.
- Vi har brug for alle slags mennesker på vores hold. I rugby er der både brug for den store, fysisk stærke spiller og den lille spinkle, men hurtige spiller, siger Jimmy Knud Christensen og fortsætter:
- De har begge forskellige styrker, som der er behov for. Det gør helt naturligt, at ingen bliver mobbet, fordi vi har behov for hinanden.
En stærk ulveflok
Ligesom i enhver anden idrætsforening, er det ikke kun spillet, men også fællesskabet, der står som én af det vigtigste årsager til, at Copenhagen Wolves RFC eksisterer.
- Ikke alle er så heldige at have en familie, der støtter én, hvis man har det svært på den ene eller anden måde. På holdet sørger vi for hinanden. Vi giver smil, kram og lægger øre til, hvis noget gør ondt, siger Jimmy Christensen.