Lovlig doping: Tre måder at fremme den fysiske præstation

Stærk kaffe og natron-vand er nogle af måderne at give kroppen et lovligt boost.

Koffein snyder hjernen til at tro, vi er mere friske, end vi er, selvom kroppen i princippet er lige så træt som før. (© Unsplash)

De Olympiske Lege er i fuld gang.

Her skal de bedste atleter i verden dyste i alt fra skateboarding til synkronsvømning.

Hvis du selv er et konkurrencemenneske, kender du lykkerusen ved at vinde.

Jagten på førstepladsen og den dejlige rus, har gennem tiden fået atleter til at tage ulovlige hjælpemidler i brug.

Listen med såkaldte præstationsfremmende midler er lang, og hvis en atlet bliver taget i at bruge dem, bliver de diskvalificeret for snyd.

Men der er også lovlige former for ‘doping’, som man kan ty til for at sætte kroppen i et ekstra højt gear.

1

Koffein

(© Unsplash)

Kaffe, energidrikke og cola indeholder store mængder koffein.

Du har måske oplevet effekten, når du snupper den tiltrængte morgenkaffe.

Koffein påvirker kroppen ved at øge mængden af adrenalin og dopamin i centralnervesystemet.

Den blokerer også for de receptorer, der fortæller hjernen, at du er træt. Og det er ikke kun smart, hvis man har en lang arbejdsdag foran sig.

Det er veldokumenteret, at dén effekt også kan ses på hvor hurtigt og langt, vi kan bevæge os.

- Koffein snyder hjernen til at tro vi er mere friske end vi er, selvom kroppen i princippet er lige så træt som før. Koffein påvirker muskler, kredsløb og dæmper følelsen af smerte. Det er et centralstimulerende stof - ligesom LSD og kokain, siger Stefan P. Mortensen, der er professor i hjerte-, kredsløbsfysiologi ved Syddansk Universitet.

2

Astmamedicin

(© Unsplash)

Selvom mange ikke forbinder astma med noget, der går hånd i hånd med store sportspræstationer, så er der en forbindelse.

Og flere topatleter er taget for doping på denne konto.

- Astamedicin kan vi måle i kroppen. Vi ved, at der er en større del af atleter, der tager astamedicin set i forhold til resten af befolkningen. Det er blevet lidt et stof, der bliver indtaget, fordi man regner med, at alle andre også tager det, siger Stefan P. Mortensen.

Det er typisk udholdenhedsatleter som svømmere eller cykelryttere, der benytter astamedicin. Og det kan være med god grund, for forekomsten af såkald 'anstrengelsesudløst astma' er større hos udholdenhedsatleter.

Med astamedicin nærmer vi os derfor gråzonen for, hvad der bliver anset som doping.

Det medicin, der gives, som udvidder luftvejene er receptpligtigt og er derfor at finde på Dopinglisten med en øvre grænse for, hvor meget der må blive indtaget.

For de atleter, der er nødt til at tage astmamedicin, skal de dog ikke frygte at blive diskvalificerede, så længe de holder sig til de korrekte doser.

Atleter med astma har heller ikke en fordel, hvis de kun tager lovlige doser. Her har medicinen nemlig ingen effekt på præstationen.

3

Natron

(© Unsplash)

I din køkkenskuffe finder du med stor sandsynlighed natron, der ofte bliver brugt til bagning.

Men natron kan også give kroppen et lille boost.

Når du løber, bliver der frigivet mælkesyre i dine muskler, som kan give en sviende og udtrættende fornemmelse.

Så for at udskyde, hvornår musklerne bliver trætte, drikker nogle natron opblandet i vand.

- Det, der sker i kroppen, er, at man øger ph-værdien i blodet, og det gør at grænsen for, hvornår musklerne udtrættes, bliver udsat en lille smule, siger Stefan P. Mortensen og fortsætter:

- Særligt på kortere distancer som 100 meter løb, har studier vist, at præstationen bliver bedre.

Men vælger du at kaste et glas natron-vand ned inden træning, vil du nok kunne mærke det i maven. Det basiske stof hjælper nemlig til at regulere mavesyren, og der sker en gasdannelse dernede.

Så du skal nok overveje denne form for ‘doping’ før en tur i træningscenteret. Det kan give akut dårlig mave, og så må du bruge resten af dagen på toilettet.