Alle musklerne i Peters krop spænder op, da han roterer rundt om polestangen. Hans bevægelser er synkroniseret med musikken i elegante dansetrin.
Sveden pibler frem, når han kaster sin krop 360 grader rundt i luften. På et splitsekund lander han igen sikkert på benene.
Peter Torp er 32 år. Han bor i København, han er svømmelærer, model og poledancer. Tre gange har han vundet titlen som ‘Danish National Poledancer’.

Skeptiske blikke
- 'Er du stripper?' Det spørgsmål har jeg ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt. Og ja, poledance har rødder fra strip, men dansen har udviklet sig til en reel sport. Man skal nemlig kunne løfte hele sin kropsvægt i lang tid og i mange forskellige stillinger, fortæller han.
Peter Torp har mødt mange skeptiske blikke, når han har fortalt om sin interesse for poledance. Gennem syv år har han instrueret i dansestilen.
- Lige da poledance kom frem, var det meget slemt med fordommene. I dag har ret mange prøvet at danse poledance - enten som motionsform eller til en polterabend. Nu oplever jeg mere, at folk har respekt for, at det er fysisk hårdt arbejde at danse pole, siger han.
En full body-workout

Peter Torp startede som mange andre i et fitnesscenter med at løfte tunge vægte, men han blev modvilligt slæbt med til poledance af en veninde.
Her opdagede han glæden ved dansen, der hurtigt erstattede hans ture i fitnesscenteret.
- Pludselig handlede det meget mere om at følge musikken og give sig hen end at løfte noget, der var tungt - og det er stadig en full body-workout. Poledance kræver enormt meget styrke. Man skal kunne løfte sin egen kropsvægt og være udholdende. Vi laver nemlig rigtig, rigtig mange pull-ups på en time, siger Peter Torp.
Selvom der i dag findes poledance-studier i de fleste store danske byer, er internationale forskere stadig ikke helt enige om, hvor poledance oprindeligt stammer fra. Det fortæller Andorra Lynn Jensen, der er er ph.d.-studerende på Københavns Universitet på Institut for Idræt og Ernæring. Hun har undersøgt poledance-miljøet i Danmark.

- Der er flere bud på, hvor poledance oprindeligt kommer fra. Mallakhamb fra Indien er yogastillinger på en træpind, mens chinese pole har mere karakter af akrobatiske cirkusnumre på pæl. I 1980’erne voksede trenden med poledance i stripklubberne i både Nordamerika og Canada. Det var nok herfra dansen spredte sig til resten af verden, siger hun.
Peter Torps køn som mand gør ham særlig inden for sportsgrenen. I dansestudiet ElitePole er det nemlig overvejende kvinder, der møder op, fortæller han.

- Jeg er i tæt kontakt med mine feminine sider, når jeg danser. Men faktisk er det en klar fordel at være mand, fordi sporten kræver en del muskelstyrke. Men som kvinde er man typisk lidt mere smidig, og dét kan jeg savne som mand, siger Peter Torp.
Peter bryder rammerne
I andre dele af verden som for eksempel Latinamerika er det mere almindeligt, at mænd danser. Derfor mener Andorra Lynn Jensen, at modviljen mod at danse hos hvide, vestlige mænd kan være kulturelt betinget.
- Mange mænd kan ikke lide at danse, fordi det bryder med de normer, vi har i en vestlig, hvid kultur, siger hun og fortsætter:
- Poledancen kræver stykre, smidighed og ynde. Især smidighed og ynde er noget, vi forbinder med feminine egenskaber. Men når man afviser dansen, fordi den er feminin, er man med til at fastholde de rammer, siger hun.
Peter Torp har tænkt sig at danse videre - uanset hvad normerne dikterer. For det gør ham glad at danse poledance.
- Man kan have en øv-dag, og når man så går fra træning, er det som en rus på lykkepiller. Hvis man har kæmpet for at få et trick til at lykkes i flere måneder, og det endelig lykkes, er det magisk, siger han.