Emma Aastrand Jørgensen har efterhånden vundet mange danske medaljer, og ved OL i Rio hev hun en stensikker sølvmedalje hjem i 500 meter enerkajak.
Hun har tilbagelagt mange træningstimer i sin lokale klub, hvor hendes søster selv ror og har trænet hende op til de store konkurrencer. Det danske medaljehåb var derfor ikke i tvivl om, hvem Bevægelsesstafetten skulle gives videre til:
- Stafetten skal gives til min søster Sofie, som ser alle mine stævner, når det er muligt. Hun var med i Rio til mit første OL, og hendes tro på mig giver mig styrken til at kæmpe videre for de mål, jeg har, fortæller OL-atleten om forholdet til sin søster.
Og det er ikke kun den danske OL-kajakroer, som søsteren sætter i bevægelse. Hun træner og støtter også mange andre unge roere i Nybro Furå Kano og Kajakklub, hvor søstrene har deres base.
- Sofie støtter både mig og mange af de unge i klubben, hvilket betyder sindssygt meget, når jeg skal præstere. Derudover har Sofie selv roet kajak og kender derfor til alle glæderne og nedturene ved at være kajakroer.
I næste uge skal Aastrand Jørgensen igen kæmpe om metallet i Tokyo, hvor hun både stiller op i enerkajak og sammen med sit hold udgør den danske firerkajak.