Sofie er den eneste kvinde på landsholdet i kørestolsrugby - nu er hun klar til PL: 'Et klokkeklart mål'

Kørestolsrugby gav Sofie Skoubo troen på egne evner.

(Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix)

Otte spillere er på banen og sidder i hver deres kørestol. De skal kæmpe sig frem udelukkende med armkræfterne.

Målet er klart: At score ved at krydse modstandersholdets mållinje, mens man har bolden.

Det danske landshold i kørestolsrugby har trænet op til dette års Paralympiske Lege (PL) i fem år. På holdet er Sofie Skoubo som den eneste kvinde.

  • Det danske landshold i kørestolsrugby træner i DGI Huset i Vejle. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: © Henning Bagger, Henning Bagger)
  • Sofie Skoubo har bolden. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)
  • Her træner Sofie Skoubo på det danske landshold i kørestolsrugby i DGI Huset i Vejle. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)
1 / 3

Hun har muskelsvind, og da hun som seksårig får konstateret den kroniske sygdom, er der ingen, der regner med, at hun om lidt skal kæmpe for at hive olympiske medaljer med hjem til Danmark fra PL i Tokyo.

- Det her er det største. Vi har arbejdet på at samle et suverænt hold med alle de forskelligheder, vi har, siger 27-årige Sofie Skoubo, der til hverdag er forskningsassistent på Rigshospitalet og projektleder ved Muskelsvindfonden.

Træner troede på Sofies evner

Selvom Sofie er ud af en meget sportsinteresseret familie, gør Sofies diagnose det svært at dyrke fodbold og håndbold som veninderne. Hun har ikke kræfter til det.

- Jeg har altid fået at vide, at jeg skal passe på mig selv, og at min krop ikke kan klare et for stort fysisk pres, fortæller Sofie Skoubo og fortsætter:

- I mine teenageår er jeg fysisk inaktiv, og jeg går til mange fester med mine venner og veninder. Jeg har ingen tro på mine egne evner.

Sofie Skoubo spiller på det her tidspunkt el-hockey, der foregår i en elektrisk kørestol, og er skånsomt for kroppen.

Men en træner fra kørestolsrugby-holdet skæver over til Sofies banehalvdel og opfordrer hende til at prøve en manuel kørestol.

Sofie tvivler selv på, om det bliver en succes.

Hverken hurtig eller stærk - men taktisk

Alligevel er træneren insisterende. Sofie kommer i en manuel kørestol og bliver sendt på banen i kørestolsrugby, hvor voldsomme stød og hurtige vendinger er en del af spillet.

Da Sofie bliver introduceret for spillet, tager hendes liv en radikal drejning.

- Selvom jeg er skeptisk i starten, får jeg at vide, at jeg har nogle gode taktiske ‘skills’, siger hun og fortsætter:

- Jeg er ikke den hurtigste eller stærkeste, men mine taktiske evner bruger jeg til at placere mig rigtigt på banen - på de rigtige tidspunkter. Og pludselig stod jeg på landsholdet.

Inspiration fra storebror

Vejen til PL i Tokyo har for Sofie Skoubo ikke været uden stor inspiration fra hendes storebror, Morten Skoubo, som selv har haft sporten helt tæt på som tidligere professionel fodboldspiller.

- Min storebror har haft en stor indvirkning på min familie i forbindelse med sport. Familien haft mulighed for at rejse med rundt i hele Europa og se fodbold og få nogle fede oplevelser sammen, fortæller Sofie inden hun overrasker sin bror med stafetten.

For Sofie Skoubo har det været inspirerende at følge sin bror, som har givet hende troen på, at man kan blive til noget stort, hvis man arbejder hårdt for det.

‘Et klokkeklart mål’

For Sofie Skoubo har sporten været med til at sætte rammen og strukturen omkring hverdagen.

- Sporten vender min tankegang på hovedet. Lige pludselig er jeg motiveret og begynder at tro på mig selv. Rugby giver mig energi til at klare dagligdagen, fortæller Sofie Skoubo.

Sporten tænder en gejst hos hende.

- Min tankegang vender, da jeg får drømmen om at deltage i De Paralympiske Lege. Pludselig går det op for mig, at jeg kan nå langt på trods af min sygdom. Det er en drøm, som siden har stået klokkeklart som det, jeg skulle opnå, siger hun.

Danmark møder Australien i dag klokken 07.00, og du kan følge kampen direkte på DR2.