Til august drager Danmarks eneste astronaut, 46-årige Andreas Mogensen, afsted på endnu en rumrejse til Den Internationale Rumstation (ISS), hvor han skal leve og bo i et halvt år.
Han skal som den første ikke-amerikanske astronaut styre SpaceX-fartøjet Crew Dragon hele vejen derop.
En rumstation, der er så monstrøs i sin størrelse, at Mogensen har svært ved at beskrive den.
Alligevel fornemmer man tydeligt den danske astronauts begejstring omkring det snarlige gensyn.
- Når du ser den komme flyvende imod dig, bliver man meget imponeret, for det er den største og mest komplekse maskine, vi nogensinde har samlet i rummet, siger Andreas Mogensen.
- Den er så stor, at det har taget os ti-elleve år at samle den stykke for stykke. Det er så imponerende, hvad vi har bygget deroppe.
Et halvt år i ydre rum
I 2015 tog Mogensen på sin første rumrejse og tilegnede sig titlen som første dansker i rummet. Den tur varede seks dage.
Den 17. august tager han så turen for anden gang. Denne gang er opholdet betydeligt længere, da han skal være afsted i et halvt år.
Det kommer ifølge ham selv til at kræve, at han får etableret en hverdag deroppe.
- Før var jeg på visit. Nu bliver rumstationen mit hjem i seks måneder, siger Andreas Mogensen.
Han ser frem til at have mere tid til alt det, han ikke nåede sidst. For eksempel at betragte Jorden fra rummet.
- Der var mange ting, jeg ikke så sidst, for eksempel Himalaya og Andesbjergene, siger Andreas Mogensen, som fortæller, at bjergkæderne snildt kan ses fra den internationale rumstation.
Selvom det i manges ører nok lyder en anelse klaustrofobisk at befinde sig på en rumstation i seks måneder, er det for Mogensen lig med ultimativ frihed.
- Man oplever en følelse af frihed, når man kommer ombord på rumstationen, fordi den er så stor. Der er masser af plads at boltre sig på.
Og så bidrager vægtløsheden til ekstra frihedsfølelse, fortæller den danske astronaut.
- Det mindste lille skub med fingerspidserne, og så flyver man ned gennem rumstationen som Superman.
Skal udføre danske forsøg
På missionen skal Andreas Mogensen udføre ti forsøg på vegne af danske forskere og virksomheder, som spænder vidt fra klimaforskning til 3D-print.
Forsøgene har til formål at forbedre astronauternes livskvalitet og arbejdsforhold på lange missioner. Men forsøgene skaber forhåbentlig også viden, som kommer alle på Jorden til gode, understreger han.
Blandt andet skal han tage billeder af lyn og tordenvejr med et særligt godt kamera og dyrke motion, mens han oplever at gå igennem et dansk landsskab med Virtuel Reality-briller.
Den fulde liste over de ti danske forskningsprojekter findes i bunden af artiklen her.
Mulighed for dansk flag på månen
Planen er, at de første europæere skal til månen inden for de næste fem-ti år. Hvem valget falder på, er stadig oppe i luften.
- Vi får sandsynligvis tre europæiske sæder på NASA's månemission, siger Andreas Mogensen.
Ifølge Mogensen er det dog et storpolitisk spørgsmål, hvilke lande i Europa som ender med at sende piloter afsted mod månen, for flere lande er ivrige efter at plante deres respektive nationalflag på månen.
Men der er en chance for, at valget falder på Andreas Mogensen, som dermed kan få realiseret en sand astronaut-drøm.
- Jeg kunne virkelig godt tænke mig at komme til månen, så jeg vil da krydse fingre og arbejde for det. Men konkurrencen er hård, tilføjer han.
Men først for hånden står altså den seks måneder lange tur til ISS.