45 milliarder dollars – eller omkring 316 milliarder kroner.
Så meget vil Facebook-stifteren Mark Zuckerberg donere til et initiativ, som han selv har startet med sin kone Priscilla Chan.
Det er nemlig ifølge Zuckerberg den nuværende værdi af de 99 procent af hans aktier i Facebook, som går til Chan Zuckerberg Initiative, som non-profit organisationen er blevet døbt.
Meldingen kommer i et åbent brev til parrets nyfødte datter, Max, som – ikke overraskende – er blevet publiceret på Facebook.
Af selve brevet fremgår der ikke alverden omkring den organisation, som parret har stiftet.
De skriver dog, at målet er ”at fremme menneskeligt potentiel og fremme lighed for alle børn i den næste generation”.
- Vores indledende fokusområder bliver personaliseret læring, at kurere sygdomme, forbinde mennesker og skabe stærke fællesskaber.
Parret skriver desuden, at de vil frigive flere detaljer i de kommende måneder, når de er faldet til ro i den nye familie og vender tilbage fra barselsorlov.
Ifølge det amerikanske erhvervsmedie, Bloomberg, vil Mark Zuckerberg dog ikke give mere én milliard dollars, omkring 7 milliarder kroner, om året. I hvert fald ikke i de næste tre år.
Det betyder derfor også, at Mark Zuckerberg beholder kontrollen over Facebook i lang tid endnu.
