Sandheden betød alt for Frank Dallgaard og Per Schmidt. Sandheden fandtes kun i én version. Det var derfor, de to pensionister fra Amager brugte ni år på et af Anden Verdenskrigs nok mest berømte mord.

Det var ikke rimeligt, at eftertiden skulle leve med teorier, sagde de. Af teorier fandtes der mange, netop når det gjaldt, hvordan SS-generalen Reinhard Heydrich mistede livet. Han var manden bag nazisternes "endelige løsning": Mordet på millioner af jøder i dødslejrene.

Heydrich blev dræbt, længe før krigen sluttede. Men det særlige var, at ingen helt nøjagtigt vidste, hvordan det gik for sig.

Mange havde igennem tiden forsøgt sig med et bud på begivenhederne. Et utal af artikler, 12 internationale bestsellere og 10 forskellige spillefilm. Blandt andet "Anthropoid" med Fifty Shades of Grey-stjernen Jamie Dornan i hovedrollen.

Men ingen af dem var hundrede procent sande, efter Frank og Pers mening. Jo mere de studerede attentatet på Heydrich, jo flere løse ender fandt de. Om mænd, der sendte signaler med spejle. Maskinpistoler, der ikke skød. Herrecykler, der stod parkeret på mystiske steder.

Men fakta er fakta og sandheden findes kun i én version. Det var de begge to enige om. Hvis man har mulighed for at luge usandheder væk, så kun den ægte vare står tilbage, skal man gøre det. Derfor besluttede de sig for at dykke til bunds i sagen om Reinhard Heydrich.

Arvelig muskelsvind havde spist sig ind på Franks muskler, nerver og stemmelæber, så han ikke længere talte tydeligt. Men på computeren var han som pensioneret kemi- og dataingeniør flydende og ubesværet og sådan skulle det fortsætte.

Derfor lavede han hver dag sine fysiske øvelser og holdt på trods af modgang og hospitalsundersøgelser humøret højt.

Tekstbidderne begyndte at vandre frem og tilbage mellem deres arbejdsværelser på Amager. Per var den tænksomme, der grublede over detaljerne. Frank flettede det sammen i læsværdige bidder. Det var et frugtbart makkerskab og arbejdet skred frem.

Per og Frank mødte hinanden til en julefrokost i hustruernes venindeklub. Over silden og den lune leverpostej viste det sig, at de havde meget til fælles: Begge to "amagerkanere" ind til benet og begge to meget interesserede i Anden Verdenskrig.

Men de skulle rejse langt væk fra hjemlige Tårnby på Amager, før gennembruddet i detektivarbejdet for alvor kom.

Heydrich bremsede ved synet af en fodgænger med en maskinpistol. Både han og livvagten trak våben. I samme øjeblik detonerede Kubis en specialfremstillet bombe mod højre side af bilen. Små sprængstykker borede sig gennem karosseri, de røde lædersæder og ind i ryggen på Heydrich. Angriberne stak af.

SS-generalen blev kørt til akutafdelingen. Sprængstykkerne i hans ryg tog stumper af bilens sædepolstring med ind i sårkanalerne. Selv om Det Tredje Riges bedste læger blev fløjet ind, døde Heydrich få dage senere af en simpel bughindebetændelse.

Gennembruddet kom i Prag

Det var anden gang, de var i Prag. Per og Frank stod cirka dér på den daværende Kirchmaierstrasse, hvor frihedskæmperne i 1942 angreb Heydrich. De havde skaffet tyske og allierede efterforskningsrapporter, billeder og arkivalier fra Prag, Berlin og London og de originale sporvognskøreplaner.

Længere oppe ad bakken havde en udkigspost signaleret til de bevæbnede mænd, at SS-generalen var på vej, så de kunne have maskinpistoler og granater klar.

Beskeden blev givet ved at blinke med et spejl. Sådan blev det forklaret i en af de tidlige film om angrebet, og det blev senere en håndfast sandhed, der forplantede sig ned gennem mange af de bøger og senere Hollywood-spillefilm, der blev til.

Men Per og Frank kunne ikke få det til at passe med virkeligheden. For i en gammel vejrrapport stod der, at det var overskyet den dag, angrebet fandt sted.

På en solrig dag mere end 60 år senere, endda uden tungt bevæbnede og årvågne tyske soldater at tage sig i agt for, var det upraktisk og svært for de to tilrejsende Tårnby-pensionister at fange solen og sende et spejlblink ned i bunden af gaden. Et simpelt vink eller en løftet arm ville virke meget bedre. Spejlsignalet var for svært.

Per Schmidt stirrede på fotoet af gerningsstedet i 1942. Det viste et bredt, brostensbelagt vejkryds. Sporvognsskinner deltes og vejbanen svang sig i en skarp kurve. Et sted man måtte sætte farten ned. Der blev Heydrich angrebet. Den sorte SS-stabsvogn var stivnet i et let buk mod højre, hvor granaten flænsede baghjulet. Men noget stemte ikke.

30 år som mågejæger i Københavns Lufthavn Kastrup lærte ham metodisk arbejde. Med højttalere, laser og små raketter styrede man tusindtallige stære- og mågeflokke væk fra betonbanerne. Hjalp det ikke, måtte jagtgeværet frem.

I bogprojektet gjorde han det samme. Hæftede sig ved de små detaljer, der som punkter på et søkort drev ekspeditionen frem. Men i dette tilfælde kunne end ikke jagtgeværet løse gåden med cyklerne.

Da frihedskæmperne angreb, skød tyskerne igen, så de måtte flygte. De tyske efterforskere fandt senere cykler efterladt på gerningsstedet. De var markeret som håndfaste krydser på den originale gerningsstedsskitse. Cyklerne stod parkeret på den modsatte side af gaden. Langt fra dér, hvor angrebet fandt sted. Med granater og ekstra ammunition skjult i tasker.

Per og Frank mente ikke, at krydserne på skitsen passede med det, der senere blev en herskende sandhed om forløbet: At frihedskæmperne stod på lur, klar til angreb efter et spejlsignal. Men hvis signalet nåede frem, så efterlader man ikke sine våben og flugtcykler uden for rækkevidde. De havde opdaget et stort, gabende hul i rekonstruktionen af attentatet på Heydrich.

Simpel matematik blev nøglen, der låste døren op. De regnede ud, hvor mange sekunder Heydrich kørte i sin sorte Mercedes-Benz baseret på opmålinger på gerningsstedet i Prag. Stillet op mod, hvor mange sekunder frihedskæmperne skulle bruge for at komme på plads fra ventepositionen ved cyklerne på den anden side af vejen og til indersiden af svinget - dér hvor de slog til.

Den eneste løsning var, at de stod og ventede ved cyklerne på den anden side af krydset. Efter spejlet blinkede, skulle de i ro og mag krydse gaden og være klar til angreb i svingets inderside.

Men eftersom det var overskyet og desuden svært at få spejlblinket frem, så talte fakta for, at det ikke foregik sådan. Det var langt mere sandsynligt, at frihedskæmperne aldrig opfattede spejlsignalet, og SS-generalens bil pludselig dukkede op i krydset. Frihedskæmperne var simpelthen ved at komme for sent! Derfor måtte måtte de handle hurtigt, løbe over vejen og efterlade både cyklerne, ammunition og en ekstra granat.

Per og Frank mente, at den version var tættere på det, der faktisk skete dengang. Et par usandheder luget væk fra historiens bed. Af respekt for dem, der smøgede ærmerne op og med livet som indsats fik tingene til at ske.

Der var fadøl i glassene på Ravelinen mellem Amager og Christianshavn. Julelys på bordene og et veldækket bord. De havde haft mange dokumenter igennem hænderne siden begyndelsen. Gulnede, maskinskrevne rapporter fra 1942, grå fotografier og sågar mikrofilm. Meget af det skulle oversættes fra enten tysk eller tjekkisk til dansk.

Men nu stod resultatet der i sort, hvidt og rødt. Bogen var ankommet fra trykkeriet. "Fakta & myter om SOE Operation Anthropoid" over 332 sider. Det var værd at fejre. De havde selv betalt 30.000 kroner for at få bogen ud.

Pers søn, der er arkitekt, havde lavet omslaget. Med arkivalier indkøbt fra hele verden og researchrejser til Tjekkiet gav deres arbejde i sandhedens tjeneste et dundrende underskud.

Men de havde gjort det. To pensionister fra Amager havde hjulpet eftertiden lidt tættere på sandheden om en af verdenskrigens myter. De var stolte af, at deres navne stod hos boghandlere og på 47 biblioteker i hele landet. De løftede øllene.

Per fortalte, at bedstefaderen efter krigen skjulte våben fra krigstiden i deres kolonihave på Amager. Der var næsten ikke skrevet noget om de lokale frihedskæmpere under besættelsen.

Til gengæld eksisterede der mange myter om "Amager Partisanerne. Per og Frank kiggede på hinanden. Det lød som et bed, hvor der trængte til at blive luget lidt ud.