USA's regerings ledende sundhedsrådgiver, US Surgeon General, er ude med en omfattende anbefaling til de amerikanske politikere og myndigheder vedrørende børn og unges brug af sociale medier.
Og den rummer en hidtil uset hård kritik fra en så højtstående myndighed.
- Det er ikke længere muligt at ignorere sociale mediers potentielle bidrag til den smerte millioner børn og familier oplever, lød det i går fra sundhedsgeneralen, Vivek H. Murthy med henvisning til den mentale helbredskrise, der plager amerikanske unge.
En krise, der heller ikke er gået Danmark forbi.
Så sent som i maj kunne DR Nyheder for eksempel fortælle, at otte ud af ti adspurgte kommuner har oplevet, at flere børn har haft behov for at blive undersøgt af en kommunal pædagog eller psykolog.
I den seneste Nationale Sundhedsprofil fra 2021 lyder det, at hver tredje kvinde og hver femte mand i alderen 16-24 år har et dårligt mentalt helbred.
'Ekstremt, upassende og skadeligt indhold'
I sin 25-sider-lange rapport peger den ledende sundhedsrådgiver på, at det kan have en lang række negative konsekvenser, hvis børn og unge bruger for lang tid på sociale medier.
- Børn og unge på sociale medier er ofte udsat for ekstremt, upassende og skadeligt indhold, og dem, der bruger mere end tre timer om dagen på sociale medier, står over for en fordoblet risiko for dårligt mentalt helbred - herunder symptomer på depression og angst, lyder det i anbefalingerne.
Sundhedsrådgiveren peger også på, at amerikanske teenagere i gennemsnit bruger 3,5 timer på sociale medier om dagen.
I anbefalingerne fremhæver man også sociale mediers negative effekt på særligt unge pigers tilfredshed med egen krop, mediernes overstimulering af hjernen og de søvnproblemer, der følger med et overdrevent forbrug af medierne.
I anbefalingen lyder det også, at sociale medier kan være platform for personer, der ønsker at udnytte børn og unge seksuelt eller finansielt.
"Næsten seks ud af ti piger fortæller, at de er blevet kontaktet af en fremmed på et socialt medier på en måde, der har gjort dem utilpasse," lyder det i anbefalingen.
Tech-korrespondent: Plejer at være et vendepunkt
Den harske melding fra US Surgeon General vurderes som et muligt vendepunkt af DR Nyheders tech-korrespondent, Henrik Moltke.
Når sundhedsrådgiveren taler, så bliver der nemlig lyttet.
- I amerikansk kontekst er det kæmpestort. Det tidspunkt, hvor Surgeon General melder sig i debatten om et bestemt samfunds- og sundhedsproblem, bliver ofte et vendepunkt, siger Henrik Moltke og fortsætter:
- Vi har set det med promillegrænser for kørsel, med aids i 80’erne og med rygning i 60'erne, siger han.
I 1964 udgav daværende US Surgeon General Luther L. Terry en ekstremt omfattende rapport om rygnings negative effekt på folkesundheden.
1965 besluttede den amerikanske kongres, at cigaretproducenterne fremover skulle trykke advarsler på siden af pakkerne.
USA har manglet lovgivning på området
Men nu er tiden altså kommet til, at sundhedsvagthunden kaster et kritisk blik på de techgiganter, der står bag de sociale medier, langt størstedelen af os bruger flere gange om dagen.
- Han kommer med en markant advarsel og siger, at det er på tide, at techgiganterne kommer mere på banen, forklarer Henrik Moltke.
"Der er en bred bekymring i det videnskabelige miljø omkring den manglende adgang til data fra techselskaberne", lyder det blandt andet i anbefalingen, der også konkluderer:
"Selvom sociale medier i stort omfang bruges af børn og unge, så er der ikke tilstrækkeligt med bevis for, at de er tilstrækkelig sikre for dem at bruge".
Og lige præcis lovgivning i forhold til techselskaber - der stort set allesammen har til huse i USA - har i den grad haltet i landet.
- Faktum er, at man i USA slet ikke har været i stand til at lovgive på det her område. Blandt andet fordi techgiganterne har vokset sig så stærke på så kort tid, at de effektivt kan modsætte sig nye love. Money talks, som man siger derovre.
- Og så er det et område, der bevæger sig hurtigt og er ekstremt komplekst, samtidigt med, at man har en aldrende lovgivende forsamling i USA, der gang på gang viser, at de er dårlige til at forstå den teknologi, de prøver at lovgive om, siger Henrik Moltke.
Fra topsundhedsrådgiveren lyder det også, at det alt for længe kun har været forældrene, der har skulle sætte rammerne omkring de unges brug af sociale medier.
- Der er naturligvis rammer, som man som forældre kan sætte sammen med sit barn, men de skal ikke gøre det alene, siger han til The Washington Post.
Kan føre til mere konkrete danske anbefalinger
Sundhedsstyrelsen i Danmark har i starten af året udgivet en række anbefalinger til unges skærmforbrug, men har ikke nogle anbefalinger om sociale medier generelt.
Sundhedsstyrelsen er ikke vendt tilbage på DR Nyheders henvendelse om en kommentar til udmeldingen fra US Surgeon General.
Henrik Moltke vurderer dog, at man fra myndighedernes side kommer til at tage den amerikanske udmelding til efterretning.
- Jeg tror, at vi vil se et pres for, at danskerne får nogle mere konkrete retningslinjer at navigere ud fra.
- Jeg ved for eksempel godt, at jeg ikke bør drikke over 10 genstande om ugen, men når det kommer til sociale medier, er det op til den enkelte at fortolke, siger Henrik Moltke.
Tidligere på ugen kunne DR's podcast 'Enter - Internettets skygge' afsløre, at Snapchats nye chatrobot, 'MY AI', kan guide dig til, hvordan du mest effektivt øver selvskade. Du kan høre mere her.