I en lille stue sidder V. Shridran - en indisk familiefar - med et rødfalmet familiefoto i hænderne.
- Det er min mor, min far, min lillesøster og mine brødre. Og det er mig, siger han og smiler, da pegefingeren lander på en glattere og noget tyndere udgave af ham selv.
Billedet er tyve år gammelt. Da det blev taget, boede han med sine forældre i et lille primitivt hus et lille stykke herfra.
- Vi lavede mad på et ildsted. Der var ingen gas, siger han og peger bagover mod komfuret i køkkenet.
Hans blik løber videre gennem lejligheden, der ligger i et slidt højhus i en smal gyde midt i millionbyen Chennai.
- Der var heller ingen mikroovn, intet spisebord, ingen vaskemaskine, siger han og peger rundt på alt det, han har nu.
En milliard airconditionanlæg
V. Shidrans nye livsstil er grunden til, at Indien er et af de lande, som der bliver holdt ekstra øje med til klimatopmødet i Glasgow, der starter i dag.
Han er et ærketypisk eksempel på, hvordan en stor del af den indiske befolkning lige nu bevæger sig ud af fattigdom og ind i middelklasse. Præcis som det også sker i andre store vækstlande som Brasilien, Rusland og Kina.
En udvikling, som skaber bekymrede panderynker hos mange, der frygter, at udledningen af drivhusgasser vil eksplodere, når verdens fattigste også skal have køleskabe og mobiltelefoner.
For selv Indien har en ambitiøs plan for mere grøn energi, er det langt fra nok til at dække behovet i fremtiden. I løbet af de næste 20 år vil landets energiforbrug tredoble og man forventer, at indernes kulforbrug derfor også vil stige.
Og så er landet i forvejen verdens tredjestørste udleder.
Fighten mellem rig og fattig
Frem mod topmødet har håbet derfor været, at Indien ville komme med et nyt klimamål, men det er ikke sket.
Det skyldes den grundlæggende konflikt, der er mellem de rige og fattige lande, som handler om, hvem der skal betale for den grønne omstilling.
- Holdningen blandt de fattige lande er, at de rige lande bør tage en større del af ansvaret og finde pengepungen frem, fordi det er deres vækst og rigdom, som har skabt klimaproblemet, siger DR's klimakorrespondent Thøger Kirk.
100 milliarder dollars
Konkret viser konflikten sig i diskussionerne om den klimabistand, som de fattige lande blev lovet på klimatopmødet i København i 2009.
De rige lande lovede, at de i årene fra 2020 til 2025 hvert år ville give 100 milliarder dollars til at hjælpe de fattige lande både med at tilpasse sig klimaforandringer og med at reducere deres udledninger.
Det løfte har de rige lande endnu ikke holdt. I den seneste opgørelse kom de kun op på 80 milliarder dollars, og ifølge OECD vil man først i 2023 komme op på det fulde beløb.
- Inderne er også irriterede over, at pengene i høj grad er blevet givet som lån, der skal betales tilbage, og at de også i mange tilfælde bare bliver taget fra de almindelige bistandsmidler, der skulle gå til uddannelse og fattigdomsbekæmpelse, siger Thøger Kirk.
De rige lande er derudover ikke meget for at give tilpasning til klimatilpasning, som de ikke selv får noget ud af.
Derfor går de fleste af bistandsmidlerne til grøn omstilling, som gavner de rige lande i form af reduktioner, men også til investeringer i solceller eller vindmøller, som netop kommer fra virksomheder i de rige lande.
Hvem blinker først?
100 milliarder dollars lyder måske af meget, men inderne synes ikke, det på nogen måde er prangende, og de så gerne, at beløbet var større.
- Det er mindre, end hvad NFL (den amerikanske fodboldliga) tjener på tv-rettigheder, har deres FN-repræsentant TS Tirumurti tidligere sagt.
Så længe de rige lande ikke leverer på det, har inderne heller ikke tænkt sig at præsentere et bedre klimamål.
- Men alle ved godt, at der er meget få år tilbage at handle i, hvis de globale temperaturer ikke skal stige mere end 1,5 eller to grader. Så det er altså også et hvem blinker først-spil, siger Thøger Kirk.
Lønnen fra gallopbanen
Alt det med klimaet er ikke noget V. Shridran går og tænker over. Han arbejder ved kassen på byens gallopbane og er stolt over, at han er kommet så langt med sin løn derfra.
- Jeg har altid drømt om at nå hertil – og jeg drømmer om endnu mere, siger han.
- Min drøm er at få et større hus. En stor bil. En høj uddannelse til mine børn som læge, ingeniør eller embedsmand, siger han.
Den drøm er gået i opfyldelse for Ahuja Pooja.
Hun bor i en anden af Indiens millionbyer - Delhi - hvor hun arbejder som HR-konsulent. Fra vinduerne i hendes lejlighed på syvende sal kigger man ud over et helt nybygget kvarter. Store, hvide boligblokke så langt øjet rækker.
Ahuja Pooja og hendes families liv minder på mange måder om vores.
Lejligheden er stor, køkkenet er hvid højglans, der er fladskærm i soveværelset, et keyboard i stuen og en skildpadde i et akvarium.
Hendes tvillinger Shawn og Hannah læser Harry Potter og er vokset op med Gurli Gris. De har deres eget værelse tapetseret med motiver fra London. Dobbeltdækker-busser og Big Ben.
- Jeg har været i Singapore, Amsterdam og Dubai. Men jeg mangler London, griner Ahuja Pooja, da samtalen falder på tapetet.
Tvillingerne går på den svenske skole Kunskapsskolan, og de taler kun engelsk med deres mor. Hendes mordersmål hindi bliver mest brugt, når hun taler med hushjælpen.
- Hvis de skal have en karriere eller et godt liv, så er uddannelse vigtigt, siger Ahuja Pooja.
- Jeg håber, at de kan få det samme liv som mig...eller måske endda et bedre.
Tænker I, at vi er ynkeligt land?
Den udvikling, som inderne lige nu gennemgår er ikke anderledes end den, der har fundet sted i vesten, hvor vi også fra generation til generation har fået flere goder.
Derfor provokerer det også Sunita Narain, når udenlandske medier fokuserer på den voksende middelklasse i hendes land.
Hun er klimaforsker og en af landets mest kendte aktivister. Hun været med i Leonardo DiCaprios klimafilm "Before the Flood" og optrådt på Time Magazine's liste over mest indflydelsesrige mennesker.
- Jeg synes det er så sjovt, når vestlige medier kommer til Indien og går ind i en bygning og siger, I har så mange airconditionanlæg, og nej I bruger iPhones, siger hun.
- De gamle, rige lande er nedladende over for de lande, der stræber efter at blive rigere. Hvorfor skal du have en iPhone? Det er kun mig, der skal have mulighed for at få sådan en, siger hun.
- Den måde at samtale på sætter hele debatten om klimaforandringer på pause. Hvis vi kunne tale som ligemænd, siger hun.
Sunita Narain er ikke uenig i, at hendes egen regering burde gøre "meget mere". Men hun understreger samtidig, at det kun vil være fair, hvis et land som Indien får lov at bruge en del af det CO2-budget, der stadig er tilbage.
For de vestlige lande og Kina har brugt deres del.
- Lige meget om det er Indien eller nogle af de afrikanske lande, så spørger vi os selv: Hvor er vores ret til udvikling og vækst?
- En effektiv klimaaftale er kun mulig, hvis det er en retfærdig klimaaftale, siger hun.