For lidt sne, for lidt regn, for meget varme: Sydeuropa kæmper med vintertørke

Spansk vandreservoir - der leverer vand til millioner af mennesker - er lige nu kun syv procent fuldt.

Langvarig tørke har fået vandstanden i Cataloniens reservoirer til at falde voldsomt. (Foto: © Emilio Morenatti, Associated Press)

Millioner af mennesker i det nordøstlige Spanien - blandt andet i Barcelona - får deres drikkevand fra kæmpemæssige vandreservoirer i området.

Men vintertørken - som store dele af Sydeuropa er ramt af - har fået vandstanden i dem til at falde drastisk, og lige nu er de i gennemsnit kun omkring 27 procent fyldte. Et af de hårdeste ramte bassiner ligger ved den lille by Vilanova de Sau. Reservoiret er 17 kilometer langt, tre kilometer bredt og lige nu kun syv procent fuldt.

Manglen på vand kan gå hen og blive "fuldstændig katastrofal" for landet, siger Jens Hesselbjerg Christensen, professor i klimafysik på Københavns Universitet.

- Der er ingen tvivl om, at man i Spanien ser med stor alvor på den manglende vand.

I 1960'erne blev landsbyen Sant Romà de Sau oversvømmet for at gøre plads til et stort vandreservoir. Nu er vandstanden i reservoiret så lav, at byen igen er kommet til syne. (Foto: © Nacho Doce, Ritzau Scanpix)

Alt for lidt sne og regn

Tørken i Spanien skyldes ligesom i Frankrig og Italien flere ting: mindre regn, mindre sne i bjergene, som giver mindre smeltevand til floder og søer, plus højere temperaturer.

Sidste år var det varmeste år i Spanien, siden man begyndte målingerne i 1962, og varmen er fortsat ind i det nye år.

Allerede nytårsdag blev der målt over 25 grader i Bilbao, og i marts har temperaturerne i nogle byer flere gange været oppe på 33 grader.

Ifølge den spanske vejrtjeneste Aemet er hovedårsagen til tørken den globale opvarmning, som har fået gennemsnitstemperaturen i Spanien til at stige med 1,3 grader.

Jens Hesselbjerg er heller ikke i tvivl om, at det er klimaforandringer, der spiller ind.

- En af de konsekvenser, vi ser i Middelhavsområdet - i takt med at klimaforandringerne udbreder sig - er, at sommeren strækker sig langt ind i efteråret. Så den vinter, der skal levere regn til at fylde reservoiret, får kortere tid til at gøre det i, siger han

- Det har allerede forandret sig, og det er en fortsat forandring til den ubehageligt tørre side, siger han.

Bønner om regn

Bønder og indbyggere i landsbyen L'Espunyola, der ligger godt en time fra Barcelona, gik sidste uge procession - bærende på en statue af deres helgeninde for vand - for at bede om regn.

Et stykke derfra gør David Orezco det samme. Han er bestyrer på en farm, der dyrker pistacienødder, mandler og oliven.

- Det er ikke normalt, siger han om vejrforholdene og fortæller, at det her i området ikke har regnet i flere måneder.

Beboere i landsbyen L'Espunyola gik sidste uge procession og bad om regn. (Foto: © Emilio Morenatti, Associated Press)

For ham kan regnen gøres op i kroner og øre. For hvis der ikke snart kommer noget af den, vil pistacietræerne bære færre nødder, når efteråret kommer.

- Hvis der bliver ved meget længere, bliver produktionen mindre og så tjener vi mindre, siger han.

David Orezco håber, at der vil falde regn, men han tror ikke længere på, at der kan nå at komme nok til at fylde reservoirerne inden sommeren.

- Sidste sommer var virkelig varm, og folk led. Og nu ser det ud til, at den her sommer bliver der samme, siger han.

Den lokale regering i Catalonien forventes inden længe at komme med restriktioner på vandet.

Den franske præsident Emmanuel Macron har i denne uge - fra bunden af et andet tomt vandreservoir i Sydfrankring - lanceret en plan for spare og genbruge vandet, som Frankrig står til at miste mellem 30 og 40 procent af i 2050. Og i Italien forbereder en hjælpepakke på over syv milliarder euro til at tackle tørken.