Den første gang Benjamin rigtigt lagde mærke til Rosa, var de på vej ned til morgenmaden.

Han gik og snakkede med nogle af de andre unge på sommerlejren, da hun pludselig daskede ham på skulderen og fortalte en fjollet vittighed.

- Det var første gang, vi rigtigt snakkede sammen. Jeg tænkte, hun var cool, siger han.

De to faldt i hak med det samme. De boede begge to i Bruxelles og elskede byen. De kunne lide den samme musik. Benjamin lærte Rosa at spille en Johnny Cash-sang på sin ukulelebas. De havde lange ophedede diskussioner om, hvad der er bedst - hunde eller katte.

- Hunde selvfølgelig, siger Benjamin, der i dag er 16 år.

Det er nu halvandet år siden, at han mødte Rosa på en sommerlejr i Belgien. De nåede at kende hinanden i få, intense dage, inden Rosa mistede livet.

Solskin og nattedans

I juli 2021 kørte Benjamin van Bunderen Robberechts sammen med sin mor af sted mod Ardennerne - et smukt grønt og bakket område i det sydøstlige Belgien. Kun et par timers kørsel fra deres hjem i Bruxelles.

Benjamin havde meldt sig til en sommerlejr for unge arrangeret af UWC - en organisation, der gennem uddannelse vil fremme fred og en bæredygtig fremtid, som de skriver på deres hjemmeside.

Indtil kort forinden havde Europa været lukket af corona, Benjamin havde været i isolation i sit hjem, i hvad der føltes som for evigt, og han følte sig mere fri end længe.

Solen skinnede, da de ankom til sommerlejren. Benjamins coronatest var negativ, og han kyssede glad sin mor farvel og gik ind for at møde de andre teenagere, som han skulle tilbringe de næste to uger sammen med.

En af dem var 15-årige Rosa Reichel. Hun kom fra Danmark, men boede med sine forældre i Bruxelles, havde rødt farvet hår og var ligesom Benjamin klimaaktivist.

- Hun ønskede virkelig at ændre verden. Hun talte meget om klimaforandringer, siger Benjamin.

- Men hun elskede også at danse og fortælle åndssvage vittigheder.

På sommerlejren var der planlagte aktiviteter indtil ud på eftermiddagen. Derefter fik de unge lov at passe sig selv. Den bedste tid, hvis man spørger Benjamin. De hørte musik, snakkede, spillede bordtennis og skak til langt ud på natten. Og Rosa grinede.

- Hun var sådan en, der talte med alle. Og grinede virkelig højt, siger Benjamin.

En nat hoppede hun ud af vinduet og dansede rundt på græsset uden for soveværelserne. Benjamin var der ikke, men fik det at vide af de andre dagen efter.

- Det gør mig altid i godt humør at tænke på, selv om jeg ikke var der, siger han.

Vandet bliver brunt

På den tredje dag begyndte det at regne. Det fortsatte de kommende dage, og markerne rundt om sommerlejrens bygninger blev mere og mere plørede.

Den 14. juli gik det amok.

100 millimeter regn væltede ned over Ardennerne. Det svarer til 100 liter vand for hver eneste kvadratmeter i området. Mere regn end der nogensinde har været registreret i Belgien, siden man begyndte at måle i 1950'erne.

De små vandløb og bække i det bakkede og skovrige område svulmede op og strømmede ned mod den store flod Ourthe længere nede i dalen.

Det samme skete for den lille bæk, der løb lige ved siden af sommerlejrens bygninger. Normalt er den så lille, at man nemt kan springe over den. Vandet går kun til anklerne. Men i løbet af dagen begyndte den at ændre karakter.

- Der kom mere vand, og det blev brunt, siger Benjamin.

Om eftermiddagen spillede Benjamin bordtennis i fællessalen. Vandet kom hele tiden tættere på, og de unge blev nervøse for, at det ville komme ind i huset, så de besluttede at gå udenfor.

Rosa var lige kommet ind i lokalet, og hende og Ben fulgtes ud gennem husets nødudgang. Der lå et par centimeter vand på jorden udenfor, og selv om bækken var blevet større, var den stadig bare en bæk. De stod lidt og snakkede og vidste ikke rigtig, hvor de skulle gå hen. Nogle af dem pjattede og dansede rundt i vandet. Benjamins ene sko røg af.

- Den flød af sted, siger Benjamin.

Jorden under dem var helt smattet, og på et tidspunkt gled Rosa. Men Benjamin greb hende, før hun faldt, og hun sagde: "Ben, hvad skulle jeg gøre uden dig?"

- Det er det sidste, jeg husker, at hun sagde til mig, siger han.

Én ud af 200 døde

Et par minutter efter begyndte vandet at stige pludseligt og hurtigt. Bækken forvandlede sig til et brunt monster, der flød ud over markerne, så man ikke længere kunne se, hvor den startede og stoppede. Vandet strømmede hurtigere og trak store pinde og grene med sig, der ramte dem på benene.

- Jeg tænkte, at Rosa stod for tæt på vandet, siger Benjamin.

Han greb ud efter hende for at trække hende længere tilbage, men pludselig gled hun og faldt i vandet.

- Jeg kan huske, at hendes hoved var over vandet, men det strømmede så stærkt, og hun kunne ingenting gøre.

Benjamin gav sig til at løbe langs vandet efter Rosa, indtil en busk spærrede vejen. Så hoppede han i vandet.

- Derefter kan jeg ikke huske så meget. Jeg fik fat i Rosa med den ene arm og forsøgte at få fat i en gren med den anden. Men de var allesammen våde og glatte.

Vandet blev vildere, og da der lidt efter kom en bølge, gled Rosa ud af hænderne på ham.

Hun blev fundet død tre dage senere syv kilometer længere nede af floden.

Rosa var et af de mere end 200 mennesker, der mistede livet under oversvømmelserne, der ramte Belgien og Tyskland den sommer.

Klimaforskere har efterfølgende slået fast, at regnen og oversvømmelser blev forværret af den globale opvarmning. Forklaringen på det er simpel: Når luften bliver varmere, kan den indholde mere vanddamp, som - når det frigives - giver voldsommere nedbør.

Klædt i rødt for Rosa

Efter ulykken gik Benjamin først helt i stå og lå det meste af tiden på sit værelse. Han prøvede at gå i skole, men det føltes forkert, og i det hele taget kan han ikke huske særlig meget fra den periode.

Det vendte, da Benjamin fandt ud af, at der skulle være en stor klimamarch i Bruxelles i efteråret.

- Jeg besluttede at gøre noget stort. Gøre noget for Rosa. Så jeg samlede hendes venner. Venner fra sommerlejren, venner fra hendes skole og andre steder. Alle, der kendte Rosa. Og så tog vi til klimamarch, siger han.

Klædt i rødt for Rosa og med store skilte. På et stod der "Vi mister vores kære, mens I stadig kigger væk". På et andet "Politikere dør af alderdom - Rosa døde af klimaforandringer".

- Vi fik masser af opmærksomhed. Vi fortalte historien om Rosa for at få folk til at forstå, hvad der var sket i Belgien og for at fortælle, at vi bliver nødt til at gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at ingen skal dø, som Rosa gjorde, siger han.

Siden da har Benjamin brugt al sin tid på at fortælle sin og Rosas historie og med den forsøge at få verdens politikere til at gøre mere for at standse klimaforandringerne.

Benjamin van Bunderen Robberechts har fortalt Rosa Reichels historie med hendes families accept og støtte.