En vietnamesisk "krokodilleøgle" og en thailandsk skildpadde er blandt de mere end 100 nye arter, som er blevet opdaget i den biologisk mangfoldige, men truede region omkring floden Mekong.
Floden snor sig fra Tibets højland til Det Sydkinesiske Hav og løber gennem Thailand, Myanmar, Cambodja, Laos og Vietnam.
Men der er frygt for, at mange flere arter kan uddø, før de blive fundet. Regionens økosystemer i jungler og floden trues i stigende grad af nye veje, dæmninger og stadigt tiltagende illegal handel med eksotiske dyr.
To nye dyrearter om ugen
Forskere har senest bekræftet fundet af 115 nye arter i 2016 efter en langvarig undersøgelsesproces, siger Verdensnaturfonden, WWF, i rapporten 'Stranger Species'.
Blandt de nyopdagede arter er 11 amfibier (dyr, der både kan leve i vand og på land), to fisk, 11 krybdyr, 88 planter og tre pattedyr.
I gennemsnit bliver der opdaget to nye dyrearter om ugen i denne region.
- Det er vidunderligt, at verden hver eneste uge bliver rigere på nye arter. Men det er ret skræmmende, at mange af disse arter allerede er under direkte trussel af os mennesker, siger international programchef hos WWF, Jacob Fjalland, og fortsætter:
- Fisk og arter, der lever i skoven, er presset af nye motorveje og dæmninger, mens sjældne og karismatiske arter som krokodilleøglen og den snegleædende skildpadde er ofre for krybskytter, som sælger dem som mad eller kæledyr.
Vil være skrumpet med 67 procent
Over 14.000 af verdens bestande af pattedyr, fisk, fugle, padder og krybdyr vil være skrumpet med hele 67 procent i år 2020, hvis udviklingen fortsætter som hidtil, Ifølge WWF’s ’Living Planet Report’.
Den illegale handel med truede dyr er en særlig stor trussel mod dyrebestandene i netop Mekong-regionen, særligt i Den Gyldne Trekant - grænseområdet, hvor Myanmar, Thailand og Laos støder op mod hinanden. Handlen med truede dyr er vokset eksplosivt i de seneste år, og Den Gyldne Trekant i Mekong er verdens handelsmekka. Kunderne er især turister fra Kina og Vietnam, som rejser hertil for at købe bl.a. leopard-skind, elfenbenssmykker, ulovlige kæledyr og medicin med tigerknogler i.
- I takt med at vi opdager nye arter, som kan friste krybskytterne, skal vi virkelig sørge for at beskytte deres levesteder. Ellers ser vi flere arter som f.eks. den snegleædende skildpadde på de ulovlige markeder i stedet for at se dem i naturen. Samtidig er det helt afgørende, at regeringerne i denne del af verden giver krybskytterne meget mere modstand og får lukket de illegale markeder, siger Jacob Fjalland.
Blandt de nye arter er også en flagermus med et ansigt formet som en hestesko og en skildpadde, der spiser snegle. De er blevet opdaget på et marked i det nordøstlige Thailand.
Den illegale handel og kulminedrift truer navnlig øgler i regionen.
/DR Nyheder/