Ta' på alternativ påskejagt: 5 fede forårsoplevelser i naturen

Enorme fugletræk, kvækkende tudser og sol-sultne hugorme. Natureksperter Morten DD og Vicky Knudsen guider dig til opdagelser i naturen, der endelig vågner fra sit vinterhi.

Fugletræk er et af forårets store naturoplevelser. (Foto: © STEFFEN ORTMANN, Scanpix)

Marts er officielt forårets første måned, og det er nu, at naturen for alvor begynder at vågne op fra sin vinterdvale.

Selvom foråret i år har ladet vente på sig, og naturen stadig er delvist i hi, er der mange spændende oplevelser i naturen henover påskedagene. Fra slutningen af marts bliver det nemlig rigtig sjovt.

Det lover Danmarks bedste naturformidler 2017, Vicky Knudsen, som sammen med Morten DD fra Naturhistorisk Museum i Aarhus her giver fem bud på, hvad du kan gå på påskejagt efter i naturen.

1) Fuglene synger foråret ind

De sorte traner er et smukt syn. Især hvis du samtidig er så heldig at få en rødglødende solnedgang med. (Foto: © STEFFEN ORTMANN, Scanpix)

På den her årstid er det især fuglene, der tiltrækker sig opmærksomheden, når de fra slutningen af marts flyver henover Danmark på vej mod deres ynglepladser fra deres vinterferie under varmere himmelstrøg.

- Så det er bare med at komme ud og kigge op. Det ville jeg bruge hele min påskeferie på, fortæller Vicky Knudsen.

Så hermed en opfordring til at vende blikket mod himlen, når fugletræk med drosler, musvåger og traner flyver henover himlen.

Det er især de store, sorte traner, der på deres vej mod Sverige er et imponerende syn, fortæller Morten DD:

- På en klar dag vil det være et specielt syn at se de tusindvis af traner, der flyver hen over Østsjælland. Og de larmer.

Det er dog ikke kun højt på himlen, at fuglene fører sig frem på denne årstid.

Hvis du folder ørene ud, kan du tydeligt høre dem, for det er for alvor nu, at de synger løs. Vi kan allerede høre solsorten, bogfinken og majsen, men henover påsken vil vi også kunne høre gransangeren, jernspurven og sangdroslen.

- Når de her fugle kommer, så er det forår. Især gransangeren er nem at finde, for vi er så heldige, at den ofte er i vores egen have, hvor den ’tjip tjapper’, fortæller Vicky Knudsen, der foreslår, at det kan være sjovt at øve sig i, hvordan de forskellige fuglestemmer lyder, så du lettere kan karakterisere dem ude i naturen.

De første sommerfugle er også allerede på vej, og ’det bliver man glad i livet af’, som Vicky Knudsen beskriver.

Så på en dag med plusgrader og lidt sol kan man være heldig at se citronsommerfugle og nældens takvinge.

2) Blomsterne titter frem

De smukke forårsblomster pibler frem. Her et billede fra Kongens Have samme tid sidste år. (Foto: © TORBEN CHRISTENSEN, Scanpix)

Du har måske lagt mærke til, at forårsblomsterne er begyndt at blomstre i din have.

Vintergækker og erantis er her allerede, og krokussen er snart på vej. Det samme er de velduftende og spiselige lilla martsvioler.

- Den blå anemone er også allerede fremme, mens vi endnu må vente lidt længere på den hvide, der først kommer i april, siger Vicky Knudsen.

Hun anbefaler, at det kan være en sjov idé at gemme påskeæg ude i haven tæt på blomsterne, så børnene på den måde kan lære, hvad der blomstrer på denne tid.

3) Hugormene soler sig

Hugormen er ganske vist kold og langsom, når de vågner fra sin vintersøvn. Men pas nu på, du ikke træder på den, for så bider den, og du skal på sygehuset, advarer Morten DD. (© Colourbox)

Foråret er det bedste tidspunkt at se hugorme på, når de kommer frem fra deres vinterskjul.

De er nemme at komme tæt på, når de ligger dovent og soler sig i krat og lyng ved strandområderne langs kysterne. Efter en lang vinter er de stadig kolde og langsomme og har derfor behov for solens varme stråler for at genvinde deres hurtighed.

- Gå forsigtigt og undgå at træde på dem, for så bider de, og så skal du en tur på sygehuset, lyder rådet fra Morten DD.

4) Frøer og tudser går i vandet

Skrubtudsen er almindelig i Danmark, men den yngler kun i 10 procent af de danske vandhuller - og helst dem, hvor der også er fisk, som i øvrigt ikke spiser de giftige tudser. (Foto: © Jens Kofoed)

Frøer og skrubtudser er så småt på vej i vandet, efter at de i vintertiden har opholdt sig i dvale nedgravet i jorden, mens de har ventet på foråret.

Det er som regel sidst i marts, at de vågner op efter deres vinterhi, når vandet bliver isfrit. Så chancerne er lige nu gode for at se dem vandre mod søerne, mens de kvækker.

Fra starten af april begynder de at lægge deres æg, som man også vil kunne se i og omkring søer og moser.

5) Leg med kameraet

Tag kameret med o gå på jagt efter de gode naturbilleder. I Lille Vildmose er der masser af muligheder for pletskud af fx fiskehejrer. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Naturen byder på mange spændende oplevelser, hvis bare man holder øjne og øre åbne.

En anderledes aktivitet i naturen er derfor at medbringe et kamera for at øve sig i at tage billeder og samtidig forevige forårets komme.

Kameralinsen er en sjov indgang til en spirende naturinteresse, og så kan det også være sjovt efterfølgende at undersøge, hvad man har været ude og se, når man er hjemme i varmen igen.

Har du lyst, kan du også downloade Naturbasens app, som kan bruges til at finde ud af, hvilke af årtidens dyr, planter og svampe, du kan finde omkring dig.

Du kan også bruge den til at indberette dine egne fund, hvis du opretter dig som medlem på fugleognatur.dk. Så får du samtidig en besked, når en af sidens eksperter har artsbestemt dit fund.

Appen er skabt af Naturhistorisk Museum i Aarhus, den er gratis og kan hentes i App Store og Google Play ved at søge på 'naturbasen'.