Kortet fortæller historien: Halvdelen af landets kommuner har ikke sat solceller eller vindmøller op i fem år

I Hedensted har man ikke opført vedvarende energi siden starten af 00'erne.

Regeringen har i dag præsenteret et udspil til, hvordan sol- og vindenergi på land skal firedobles de kommende otte år.

Artiklen er opdateret, så det nu også fremgår af brødteksten, at opgørelsen omfatter større solcelleanlæg med en effekt på minimum 399 kW og landbaserede vindmøller, sådan som det også fremgår af grafikken. Mindre solceller på fx bygninger og husstandsvindmøller er ikke medtaget.

Ikke siden år 2005 er der blevet sat en vindmølle op i Hedensted Kommune.

Og større solcelleanlæg har man ikke et eneste af.

Et lignede billede går igen mange andre steder.

I halvdelen af landets kommuner er der hverken opstillet landbaserede vindmøller eller større solcelleanlæg (på mere end 399 kW) de seneste fem år.

Klik på kortet og se, hvor meget der er sat op i din kommune.

Det viser en opgørelse fra Energistyrelsen.

Der er behov for at få sat skub i tingene for at nå de danske klimamål og gøre os uafhængige af russisk gas.

Og noget tyder på, at kommunerne har behov for et skub. For de har forsømt deres ansvar.

Det mener lektor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Kristian Borch, der er blevet præsenteret for tallene.

- Kommunerne skal se og komme i gang. Hvis pladsen er til det, og forholdene er til det, så er det bare at komme i gang - og det er det altså i mange af de kommuner, der ikke har sat noget op, siger Kristian Borch.

Vestjysk kommune er i top med den grønne strøm

I den vestjyske kommune Holstebro har man taget ansvaret på sig.

213 megawatt grøn strøm fra vindmøller og solceller er det blevet til i kommunen de seneste fem år. Holstebro indtager dermed en førsteplads som den kommune, der har sluttet mest grøn strøm til Danmarks elnet.

Nyheden om førstepladsen til Holstebro kommune, glæder borgmesteren, H. C. Østerby (S).

- Det har jeg det fantastisk godt med. Det betyder jo noget, når det er vores fremtid, vi snakker om, siger H. C. Østerby.

Borgmesteren fortæller, at kommunen har arbejdet målrettet mod at få sat solceller og vindmøller op i mange år.

- Vi lavede for over 12 år siden en stor analyse og en plan over, hvor der kunne sættes vindmøller op. Vi var ude og tale med borgerne i alle områderne og sørgede for, at vi generede så få som muligt. Det gav en fantastisk respons fra borgerne.

Og så var alle enige om, hvad der skulle ske.

- Det kræver politisk handlekraft. Vi vil gerne være en grøn kommune, og det har vi et enigt byråd, der står bag, siger H. C. Østerby.

Hedensted vil ikke have energiparker

I Hedensted Kommune ser det altså helt anderledes ud.

Det skyldes ifølge borgmester Ole Vind (V), at kommunen har haft meget at tage hensyn til.

- Vi har brugt meget energi på at finde ud af, hvordan vi får sat solceller op. Vi har mange små landsbysamfund og et givtigt landbrug med god jord, som vi gerne vil tage hensyn til. Det handler hele tiden om at finde en balance, siger Ole Vind og fortsætter:

- Vi oplever, at vores borgere selvfølgelig gerne vil have grøn energi, men ikke store anlæg lige der, hvor de bor. Det har jeg fuld forståelse for.

Han fortæller, at de dog nu har flere store solcelleanlæg på tegnebrættet.

Men det betyder ikke, at de hilser regeringens nye udspil velkomment i deres kommune.

- Jeg har svært ved at se det i vores kommune. Vi bor i et tætbefolket område. Jeg håber meget, at kommunerne får indflydelse på det, hvis der skal udpeges store områder til vindmøller og solceller, siger Ole Vind.