Protein er kroppens byggesten. Vi kan ikke leve uden.
Det findes i både kød, fisk, æg, ost, nødder, bønner og linser. Og i mange andre fødevarer.
Protein giver en god mæthedsfornemmelse. Derfor er det en god idé at tænke dem ind i dine måltider.
Men ifølge en mindre dansk undersøgelse bliver vi lige mætte, om vi får vores proteiner fra kød og grøntsager.
- Man må sige, at vores undersøgelse bekræfter, at planteprotein er mindst lige så godt til at gøre os mætte som protein fra kød. Faktisk ser det ud til, at et vegetabilsk måltid kan være bedre, fordi bønner, linser, nødder og den slags også indeholder en masse kostfibre, som også er med til at få os til at føle mæthed i længere tid, siger professor og institutleder Arne Astrup fra Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet.
Men selv om proteinholdige grøntsager mætter godt, er det ikke det samme som, at de nødvendigvis indeholder de sundeste proteiner.
Mætte mennesker spiser mindre slik og kage
Mæthed er vigtigt for sundheden. For hvis vi spiser rigtigt, kan vi forblive mætte længere tid, hvorved vi har mindre lyst til at spise uhæmmet af hurtige kalorier fra slik, kage og alt den slags.
- Og med hensyn til mæthed er det absolut lige så godt at bruge de vegetabilske kilder, siger Arne Astrup.
I forsøget gav forskerne yngre, raske mænd et måltid mad. De kunne blandt andet få et vegetabilsk måltid (baseret på bønner og ærter) eller et måltid med rødt kød. Kaloriemæssigt var måltiderne sammensat, så de tilsvarede hinanden.
Det viste sig, at deltagerne i de to grupper følte sig lige mætte tre timer efter måltidet. Det samme gjaldt en tredje gruppe, hvis måltid var baseret på æg.
Protein er ikke bare protein
Men der er også andre ting end mæthed, der afgør, om et måltid er sundt. Blandt andet proteinindholdet og proteinsammensætningen.
I måltiderne var mængden af protein den samme. Men protein er ikke bare protein.
Det består af forskellige aminosyrer. Og der er ni essentielle aminosyrer, som vi ikke selv kan danne – dem skal vi altså have fra føden.
Heddie Mejborn fra DTU Fødevarerinstituttet forklarer, at proteinerne i kød er af høj kvalitet, fordi det indeholder alle de essentielle aminosyrer.
- Man kan sige, at proteinsammensætningen i kød – som jo er dyrets muskel – indeholder alle de aminosyrer, som vi har brug for i vores egne muskler.
Alligevel understreger Heddie Mejborn, at man ikke skal være bekymret for at skære ned på kødet ved for eksempel at indføre kødløse dage ved middagsbordet.
- Hvis man skærer ned på kødet og op for det grønne, skal man ikke være nervøs. Mange danskere – især mænd - spiser mere rødt kød end anbefalet, og det vil kun være sundt at erstatte noget af det med bælgplanter, nødder og korn, siger Heddie Mejborn.
Veganisme kræver en ekstra indsats
Hvis man helt dropper kødet, skal man dog være lidt ekstra opmærksom. Især hvis man ikke vil have animalske produkter overhovedet.
- Der er også gode proteiner i æg, mælk, fisk og skaldyr, forklarer Arne Astrup.
Så hvis man fortsat spiser de fødevarer, skal man ikke være bekymret for ikke få det protein, man har brug for.
Og både Arne Astrup og Heddie Mejborn understreger, at man også godt kan få alle de proteiner og essentielle aminosyrer, man har brug for, udelukkende fra planteriget.
Men hvis man vælger en vegansk kost, sætter det lidt større krav til ens egen indsats.
- Det vigtige er, at hverken bønner, linser eller andre vegetabilske produkter alene indeholder alle de essentielle aminosyrer i en mængde, der kan dække vores behov – men hvis man varierer sit indtag af proteinholdige planter, får man dækket sit behov for alle aminosyrerne, og så er der ikke noget problem, forklarer Heddie Mejborn.
Hun forklarer, at man på samme måde skal være særlig opmærksom på for eksempel B12-vitamin, hvis man spiser vegansk.
Vitaminet findes nemlig udelukkende i animalske produkter - og som veganer er man altså nødt til at tage kosttilskud med B12.
Artiklen er redigeret efter publicering: Det sidste citat i artiklen, af Heddie Mejborn, er blevet præciseret, da det kunne misforståes som om, at vegetabilske produkter generelt aldrig indeholder alle essentielle aminosyrer. Men det kan de godt.