Efter et år i rummet: Astronauts gen-udtryk har ændret sig

Resten af Scott Kellys krop er vendt tilbage til sin normale tilstand, men to år efter opholdet på den International Rumstation er syv procent af hans geners udtryk forandret.

Astronauten Scott Kelly blev undersøgt, mens han var i rummet. Og det blev hans identiske tvilling på Jorden også. (Foto: © Robert Markowitz - NASA - Johnso, Nasa)

Da astronauten Scott Kelly vendte hjem til Jorden for cirka to år siden, blev han trukket ud af sin rumkapsel. Hans krop kunne nemlig ikke holde balancen efter 340 dage i vægtløs tilstand.

Både Scott Kellys knogler, muskler og sanser er blevet påvirket. Det skyldes, at menneskekroppen ikke er bygget til at være uden for Jordens atmosfære, og derfor indordner den sig efter de nye forhold i rummet.

Efter to år på Jorden har mange af ændringerne i Scott Kellys krop udlignet sig. Men syv procent af hans såkaldte genekspression er stadig forandret. Det vil sige, at selve udtrykket af generne har ændret sig, og ikke at der er mutationer i generne.

Det viser resultater fra NASAs såkaldte tvillingestudie, hvor Scott Kelly er blevet undersøgt i rummet, mens hans tvillingebror, Mark Kelly, er blevet undersøgt på Jorden.

Når udtrykket af Scott Kellys gener ændrer sig efter en tur i rummet, kan det få betydning for den måde kroppen fungerer på, hvor det muligvis kan påvirke blodtryk, knogledannelse og syn.

- Det er lidt overraskende, at nogle af Scott Kellys geners udtryk ikke går tilbage. Men det kan jo være, at det går tilbage senere. Det må vi vente og se, siger Thomas Corydon, professor på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet. Han forsker blandt andet i, hvad reduceret tyngdekraft gør ved vores celler.

Skyldes stress i kroppen

Scott Kelly og Mark Kelly er enæggede tvillinger, og det betyder, at de er genetisk identiske. Ved at sammenligne de to tvillingers gener kan forskerne derfor se, at der er ændringer i Scott Kellys krop.

Ifølge NASA skyldes ændringerne, at Scott Kellys krop er blevet stresset i rummet.

- Stress er en samlet betegnelse for, hvad folk bliver udsat for, når de bliver sendt ud i rummet. Men det er hovedsageligt den reducerede tyngdekraft, der gør, at kroppen bliver stresset, siger Thomas Corydon.

Han understreger, at tvillingestudiet er vigtigt, men at vi skal huske på, det kun drejer sig om to mennesker:

- Det er jo meget interessant, fordi de to personer er identiske rent DNA-mæssigt. Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi vil se de samme resultater hos andre, siger Thomas Corydon og fortsætter:

- Men det er vigtigt, at de her undersøgelser bliver lavet. Det er en slags trædesten på vej til kommende Mars-ekspeditioner. Vi finder ud af, hvad der sker, og hvilke foranstaltninger vi kan prøve at implementere på de her rejser, så astronauterne kommer rask frem og tilbage, siger han.

Mere end 200 forskere arbejdere lige nu på at analysere undersøgelserne af Scott Kelly og hans tvillingebror. NASA regner med at offentliggøre flere af resultaterne senere i år.

Artiklen er opdateret. Tidligere fremgik det, at Scott Kellys DNA havde ændret sig. Det har vi nu præciseret. Der er tale om ændringer i genernes udtryk.